"Altid overgives vi til døden for Jesu skyld, for at Jesu liv kan komme til syne..." (2. Kor. 4:11)

Mel.:  Jeg véd det, Gud, jeg trænger til din tugt... (Hjemlandstoner 402)

Dig bøj, når Herrens revselse dig når,
den sker, fordi du tilhø´r just Hans egne,
Han kærligt ser, hvad du ej selv formår,
og har en plan, du selv ej kan udregne!

Når vi ej mere har vildoksens horn
med tab af livskraft over ganske måde,
men hvad der i vort kød er som en torn  (2. Kor. 12:7)
opvejes rigt af Jesu Kristi nåde!

At stille vente på, hvad Han da vil,
det huer ej selvlivets smukke planer,
dog Herren - heller end vort lykkespil -
som svar på bøn snart for os vejen baner!

Den guddomslov indgår i Herrens tugt
som hvedekornet, der i jorden lægges
for siden da at bære megen frugt,
hvor Åndens liv i overflod opvækkes!

Til aske lad mit eget bare dø,
så jeg med korsets vej mig kan forlige,
lad mig forblive kun det lille frø,
som bli´r til frugt for evighedens rige!

1.5.17 - jn