Det ser mildt sagt sådan ud - i det mindste sådan som øjeblikkets situation tegner sig.  Det er nemlig ikke fra prædikestolene, der sker noget som helst af evigheds betydning.  Dér opleves ikke omvendelsens brod, den nye fødsels "must" og et alvorligt "vagt i gevær" mod religiøst selvbedrag.

Sådan er situationen pr. idag - dog vel nok med enkelte undtagelser.

Men selvom prædikestolene er fremmede for evangeliets skelsættende enten-eller budskab, er det ikke slut med  "prædikenens (eller forkyndelsens) dårskab", se 1. Kor.1:21.  Den er vi, "det almindelige præsteskab" (Luther), sat til at formidle også i 2017 som levende fisk, der svømmer mod strømmen, inkl. den religiøse modstand og vildfarelse.

I ensomme stunder læser jeg p.t. med stor bevægelse den vækkende biografi om Norges unikke og af gejstligheden forfulgte lægprædikant, Hans Nielsen Hauge (1791-1823), som i hans korte virketid på 8 år udrettede mere end alle Norges præster tilsammen.  Derfor var deres forbitrelse (og jalousi) indædt, bakket op af den danskstyrede øvrighed.

Hauge gik ikke imod Luthers lære som sådan (han elskede hans lille katekismus) og gik til de lutherske gudstjenester i det omfang, han kunne, selvom gejstligheden i ham så rødt.  Han besteg aldrig selv, som simpel bondegut, nogen prædikestol, men fik indgang på mange gårde, hvor almuen strømmede til for at lytte til hans enkle forkyndelse.

Så  "prædikenens dårskab" blev praktiseret og ikke blot til søndagsbrug.

Vi står ca. idag, hvor Hauge stod overfor en fornuftsbetonet, åndelig død statskirke.  Vi la´r den gerne være som Hauge gjorde, men vi er ligesom han kaldede til at sprede evangeliet "i øjenhøjde" uden teologisk tingel-tangel og salvelsesfuldhed  - ja, med en bondeguts ukunstlet ord!

Hvad skal der til, for at dette kan ske, selvom vi i DK ikke udsættes for fysisk modstand som på Hauges tid?  Forfølgelse?  Det var, hvad der skulle til i den første menighed (Ap.G. 8:1).  Under alle omstændigheder:  Det er ikke forbi med "prædikenens dårskab".

 28.4.17 jn