Forside Artikler Har en god ven gjort dig ondt?
Har en god ven gjort dig ondt? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 27. april 2017 08:33


"Det var ikke en fjende, som håned mig - det kunne jeg bære; det er ikke en modstander, der hoverer over mig, ham kunne jeg skjule mig for.  Men du, min ligemand, min ven, du som jeg kender, vi som nød hinandens fortrolighed..."  (Sl. 55:13-15)

"Også du, min søn Brutus?"  (Cæsars ord til en adoptivsøn, senatoren Marcus Brutus, der deltog i et skændigt mordkomplot mod ham).


Hvis også du bedrøves over en svigefuld ven, som du engang havde det godt med, ja, så véd du, hvor dybt i dig sorgen stikker.  Vi kan jo kun bedrøves over dem, vi elsker.

Jeg har kendt kristne brødre, som blev forrådt af deres bedste venner pga. løgn og falske anklager, der tilføjede dem usigelig smerte.  I nogle tilfælde skadede det dem endog i deres forkyndertjeneste.  Det var som ung ikke let at sætte mig ind i, indtil jeg selv blev udsat for det samme.

Historien og bibelhistorien har mange af den slags ex.  I ovennævnte Sl. 55 taler David om en fortrolig vens pludselig, ubærlige fjendskab.  Det var  takken for et uselvisk venskab med dette venskabs mange velgerninger.

Profeten Samuel så nok i begyndelsen et stort lys i den smukke, unge mand, kong Saul og var derfor følelsesmæssigt stærkt knyttet til ham .  Det véd vi, for vi læser, at han livet igennem sørgede over den ulydige Saul (1. Sam. 15:35), som Herren havde forkastet som Israels konge.

Jeg var også i en sørgetilstand, da jeg netop læste disse ord som en hilsen fra Herren selv:  "Hvor længe vil du gå og sørge...?  Fyld dit horn med olie og drag afsted!"  (1. Sam. 16:1).  Jeg ligesom hørte Ham sige:  "Du skal ikke som Samuel blive ved at sørge over et andet menneske og ingen vegne komme, men "fyld dit horn med olie", dvs. lad dig fylde af Ånden (Ef. 5:18), som olie jo er et billede på - og så rask afsted, fremad march!

Ja, i sandhed, vi skal, istedet for at blive hængende i sorgen, lade os fylde af Ånden.  Hvad fylder Han os med?  Kristus!  Han er trøsten i enhver sorg igen og igen!  Intet må blokere for Hans lindrende fylde og trøst!
 
27.4.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)