Forside Artikler Er du født påny?
Er du født påny? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 24. april 2017 09:41


Når vi  i Joh.3 læser om Jesu samtale med en religiøs "lærer i Israel", dvs. teologen Nikodemus, som trods god, teologisk  baggrund fik den klare besked:  "Du må fødes påny!", er det ikke meningen blot at oplyse os om en alvorssamtale på tomandshånd, men at konfrontere hver enkelt med det alvorlige og aktuelle spørgsmål:  Hvad med mig?  Er jeg selv født påny?  Eller lever jeg i et religiøst selvbedrag?

Jeg fik aldrig stillet lige det spørgsmål i mine ikke-kristne drengeår, men min situation var også anderledes end Nikodemus´.  Jeg var ikke religiøs, selvom jeg i en akut nød kunne henvende mig til Gud.  Jeg var heller ikke skriftlærd eller gik i kirke.  Min kirke var mere spændende: fodboldbanen!

Men ad underlige veje fandt evangeliet om Jesus (Ap.G. 8:35) vej til mit  hjerte, som langtsomt lod sig overmande.  Jeg simpelthen lyttede mig til den frelsende tro på vor Herre Jesus Kristus.  Jeg kom ikke hen til troen, men troen kom hen til mig akkurat, som ordet siger i Rom. 10:17.

Fra da af vidste jeg, at noget nyt var sket med mig uden at kunne formulere det med åndelige ord. Det er ikke så vigtigt, sagde min kære morfar, "men det er vigtigt, du kan sige som den blinde mand i Joh. 9:  "Eet véd jeg, at jeg, som var blind, nu kan se!"  De ord blev jeg glad for, for det var præcis, hvad jeg nu kunne sige.  Jeg var født påny!

Nu spørger jeg:  Kan du sige det samme?  Er noget nyt sket med dig?  Er du født påny?  Har du fået vished for, at du er frelst af nåde?  Eller er du blot religiøs?  En god kirkegænger?  Måske kirkelig aktiv aktiv, hvor du fx  går til alters? Indse da, at det kan ikke frelse dig. Dette og meget andet godt holder ikke overfor den evige Gud, som også du snart skal møde.

Desværre lyder sådanne alvorsord sjældent eller aldrig fra prædikestolene, som derfor bærer et stort ansvar.  Men gennem disse linjer hører du dog nu Jesu ord:  "Du må fødes påny!" Tænk, om du i enrum ville tale ud med Herren herom idag og påkalde vor Herre Jesus som din fortabte sjæls absolut eneste Frelser!  For som skrevet står:  "Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses!"  (Rom. 10:13)

24.4.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)