Nogle kristne synes at mene, at evangelie-forkyndelse rangerer lavere end religiøst engagement i fx eskatologi (profetiske emner), politik, Mellemøsten , USA´s præsident,  særlige åndsmeddelelser, statens ringeagt for Guds evige love, det moralske forfald, etc.

Alt dette skal vi selvsagt ikke lukke øjnene for, men det må aldrig ske på bekostning af den dagsbefaling, der hedder evangeliets forkyndelse.
Enfoldige Kristus-troende,  som beder om visdom til at gøre noget, der bare ligner "en evangelists gerning" til lands, til vands og i luften, kan stundom få følelsen af at være lidt for ensidige for ikke at sige naive.  I eet tilfælde er jeg endda blevet beskyldt for at dyrke Billy Graham som mit idol, blot fordi jeg ofte har citeret ham.

Det er ikke fair.  I så fald skulle mange andre evangelister i kirkehistorien og i vor tid også være mine idoler, for hos dem henter jeg også megen inspiration.  Iøvrigt betyder ordet "idol" som bekendt en afgud, men det har vedkommende, som harcelerede imod selvfølgelig ikke tænkt på.

Jeg inspireres, når en ven fortæller om de vidne-anledninger, han har haft på sine forretningsrejser, og jeg har altid følt, at en sådan ambassadør for Kristus kommer sagen meget nærmere end dem med store "fordybelser" og en unik åndelig indsigt, som måske kun er en form for opblæsthed.

Slå selv op i en god bibelordbog under ordet "evangelium" og læg mærke til, hvor højt Paulus prioriterede evangeliet igen og igen.  "For denne sags skyld (nemlig for evangeliets sag) bøjer jeg mine knæ.."  (Ef. 3:14).

"Jeg skammer mig ikke ved evangeliet", proklamerer Paulus.  Men han har nok skammet sig over at se, hvordan det ofte er blevet nedprioriteret.

22.4.17 - jn