Forside Artikler "I vor familie er de meget religiøse!"
"I vor familie er de meget religiøse!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 04. april 2017 07:02


Da jeg første gang hørte ordet "religiøs", opfattede jeg det positivt.  Det kom fra min lillesøster, Ruth,  under en spadseretur:  "I vor familie er de meget religiøse!"  Fint!  Tænk at være i en så "from" familie! I skolen havde vi ligefrem et fag, som hed "religion", som dengang var synonymt med "kristendom" eller bibelhistorie".

Men da min søster sagde det, kendte jeg endnu ikke personligt til frelsen i Jesus Kristus og til Åndens indre vidnesbyrd om at være et genfødt Guds barn.  Jeg ville gerne diskutere religion,  og med min lillesøster kom det ofte til lidt småskænderi, hvor jeg selvfølgelig var den "kloge".

Men en dag sagde hun til mig:  "Jeg véd godt, hvorfor vi skændes.  Det har mor fortalt mig.  Du er ikke en kristen!" De ord ramte!  Jeg vidste inderst inde, hun havde ret  og følte ingen lyst til at "skændes" mere.  Ca. 1 års tid efter oplevede jeg det under som 14.3/4-årig at blive født påny igennem evangeliets forkyndelse, som jeg lyttede til som om jeg aldrig havde hørt det før, og troen kom nøjagtigt som beskrevet i Rom. 10:17.

Det er nu mange år siden.  Men i min levetid og ej mindst som ældre oplever jeg så mange besnærende "tilfælde" af religiøse bekendelser, som er så tilforladelige, at jeg ikke tør sige hverken det ene eller det andet.  Men hos sådanne "bekendere" har jeg dog tit oplevet, hvad apostlen Johannes taler om, når han skriver:  "De er udgået fra os, men de hørte ikke til os, thi havde de hørt til os, var de blevet hos os.  Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os!" (1. Joh. 2:19).

Havde han levet idag, ville nogle vel sige:  "Nu dømmer du, Johannes!  Du er alt, alt for kritisk!"  Var han?  Nej, han var ikke mere kritisk end Herren selv!  Og hånden på hjertet, har du selv vished for, at du er født påny?

4.4.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)