Forside Artikler "Da talte de, som frygter Herren, med hverandre!"
"Da talte de, som frygter Herren, med hverandre!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 30. marts 2017 02:15



En ældre, troende kvinde i det nære opland ringede og bad om en samtale om et sted i Guds ord, hun ønskede mere lys over.  Det var ikke et "akademisk" spørgsmål, som hun blot ønskede et akademisk svar på.

Trods hendes stærke synshandicap havde vi en givende stund over en kop kaffe.  Som det hed i gamle dage:  "Hvad er Indre Mission uden kaffe!" hvormed man blot mente, at en kop kaffe var en fin anledning til at dele Guds ord med hinanden.  Dette hører dog nærmest en svunden tid til.

Hvor er det sjældent med gode samtaler.  Kristne mennesker siger, taget over en bred front,  meget lidt, der formidler eller befordrer åndelig fornyelse og nye tanker.  Sådan har det ikke altid været, men tidsånden har taget fat i os med sit kvælende, åndsforarmende favntag.

Men så meget mere lifligt er det, når vi som troende oplever, hvad Mal. 3:16 taler om:  "Da talte de, som frygter Herren, med hverandre, og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for Hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til Hans navn."

Jeg véd, Herren forlængst har tilgivet mig, men jeg tænker dog med skam på et besøg fra Holbæk.  En troende mand havde læst noget af mig og ønskede nu at møde mig i forventning om, at vi kunne få gensidig glæde af hinanden.  Det ligger mange år tilbage i tiden, men jeg husker endnu, hvordan jeg svigtede ham.  Min åndelige tilstand var ikke god, og derfor tog denne ydmyge mand nok skuffet hjem igen.  Jeg så ham ikke siden.

Lad os huske, at den gode samtale har sin oprindelse i Gud selv, for vi læser jo, at "i begyndelsen var ordet..." osv.  Det var hos Ham, at kommunikationen (ordet) begyndte.  En "kommunikation", hvis indhold er Kristus.  Sådan er det stadig, når Mal. 3:16 kommer til sin ret i (vel at mærke) Kristi gode Ånd.

29.3.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)