"De brød brødet i private hjem..."  (Ap.G. 2:47, New English Bible)

"Har I kirker i Iran?" spurgte jeg igår nogle kære, iranske venner.  "Ja, men de kristne er bange for at gå dér på grund af muslimsk forfølgelse", var svaret, "derfor mødes de hellere i det skjulte i private hjem."

Mon ikke vi som kristne - i lys af dagens situation -  mere og mere vil praktisere det åndelige fællesskab i private hjem ud fra Mt. 18:20 fremfor i det organiserede establishment uden dog at frygte for fysisk forfølgelse som i sharia-landene. De første kristne mødtes i hjemmene, og de kommer sandsynligvis også til at slutte dér, er det ofte blevet sagt!

Efter at landets øverste domstol (højesteret) netop har fastslået, at folkekirken er den ugudelige statsmagts kirke, der i "kærlighedens" navn har åbnet dørene op for gudsbespottelige homobryllupper, kan jeg og mange med mig ikke se den som synligt udtryk for Kristi menighed.

Frikirkerne praktiserer ikke dette onde, men præges til gengæld af den larmende  tidsånd og sceneagtige platforme, som fortrænger selve evangeliet og den syndserkendelse, der forudsætter ægte, åndelig vækkelse som i gamle dage.  Istedet misbruges højrøstet det dyrebare Jesus-navn, som apostlen allerede i 2. Kor. 11:4  advarede imod.

Men ingen bliver frelst blot ved af at melde sig ud af en eller anden kirke.  Frelsens gave modtages ikke kollektivt, men alene, ind for den evige Gud, i hjælpeløs erkendelse af behovet for den frelse, der kun er i Jesus Kristus.

Og vi véd jo, at Herren trods alt har sit folk rundt omkring, også i de etablerede kirker, og de vil ofte finde sammen udenfor kirkens mure i private hjem. I et sådant fællesskab "i bønnens og ordets tjeneste" (Ap.G. 6:4) vil der opnås klarhed over, hvilke skridt Guds Ånd leder til som lemmer på Kristi legeme, hvor Han alene er Hovedet.  -  28.3.17 - jn