Selvom jeg ud fra mit bibelsyn er imod, at vi som kristne skal gå til verdslige domstole om Bibelens lære om ægteskabet kontra den nu modbydelige lov om homo-bryllupper , har jeg dog både som kristen og af familiemæssige årsager, tæt på den juridiske verden, prøvet at følge godt med i den nu snart afsluttede retssag anlagt af foreningen "Med grundlov skal land bygges" mod kirkeministeren.

Jeg dyrker ingen brod vendt imod denne forening, hvis oprigtighed jeg ikke  betvivler, men jeg har dog været specielt interesseret i een ting, nemlig hvor centralt Guds klare ord har lydt med en "Så siger Herren"-myndighed i bevidstheden om, at netop "Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd.."  (Hebr. 4:12) - ja, der står ovenikøbet, at det "trænger dybt ind".

Så vidt jeg har forstået, har dette ikke været tilfældet, hvorimod der har været dygtigt argumenteret ud fra Luther, kirkehistorie, bekendelseskrifter, grundlovens passus om at understøtte folkekirken  og dermed også dens teologiske bekendelsesgrundlag.

Min helbred tillod mig ikke at være til stede i Højesteret igår, så jeg støtter mig til andres vidneudsagn.  Men jeg kan forstå, at der lå ingen Bibel på bordet, og at dens ord ikke "slap til" uindpakket og direkte.  Mon det virkelig er sandt?

Dette er i så fald tragisk tragisk, men vi bør alle lære deraf.  For hvad nytter det, vi overfor verden har de bedste kristelige og kirkehistoriske argumenter, hvis vi i denne åndelige strid ikke griber om det Åndens sværd, der hedder Guds ord?  Vi kan måske nok intellektuelt "vinde", men har dog i praksis plæderet for en tabersag.  Paulus sluttede livsløbet i romerretten, men med et eneste formål, nemlig "for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført til ende, og alle hedningerne få det at høre"  (2. Tim. 4:17).

Det lykkedes, selvom han "tabte".  Set i evighedens lys var det dog en "vindersag" , og er det ikke i det lys, vi er kaldet til at være Kristi efterfølgere?
  -  17.3.17 - jn