"I skal være glade over alt, hvad Herren din Gud velsigner dig med!"  (5. Mos. 17:7)

Som ganske ung og ny i troen lyttede jeg til en benådet bibellærer,  Th. Mundus, som Norge dog fik mest glæde af.  Han talte dansk/norsk, og da jeg som dreng mødte ham for første gang, kneb det med at forstå ham.

Han var hårdt prøvet med dårligt hjerte, alvorlig sukkersyge og en kone på et hjem for sindslidende i Norge. Hun var så syg, at hun ikke mere kendte ham.  Han fik arge fjender, men det jævne folk elskede ham.  Gud brugte ham til at åbne Bibelen for mig.  Jeg sad også hos ham på det sidste, hvorfra jeg har minder, der næsten er for hellige til at beskrives.

Jeg kom også hos ham i hans lejlighed nær mit eget barndomshjem på Amager, og han svarede på  mange, åndelige spørgsmål.  Een gang var emnet vor sikkerhed i Kristus.  Guds ord kom frem, og så sagde han noget, der siden har fulgt mig, og som jeg dengang måske ikke helt forstod.

"Det er een ting at være frelst af nåde ved tro, men det er meningen, vi ikke bare skal være frelst, men gå ind i velsignelserne.  Det er een ting at være velsignet "med al den himmelske verdens åndelige velsignelse"  (Ef. 1:3), men det er noget andet i praksis at tilegne sig velsignelserne."

Jeg tænkte:  "Her sidder jeg med en  dødsmærket mand uden helbred til store møder mere, og så taler han om at leve i velsignelserne i Kristus på samme måde som Israels børn skulle nyde landet, der dryppede af velsignelser!"  Men det gjorde Mundus trods sin sygdom. Han blev 62 år.

Nu er jeg selv en "reduceret", haltende mand med stok.  Men jeg tænkte på Mundus idag, da jeg læste om at være friet ud af trældommen for (med den hensigt) at gå ind til landets mange velsignelser (5. Mos. 6:23).

Der er godt nok mange fjender (som der var i Kanaans land), åndskampen undgår vi ikke, men tak og lov, det går stadig an at gå ind i landet, der flyder med mælk og honning, åndeligt talt.  Nu forstår jeg Mundus meget bedre - men det er også over 60 år siden, hin samtale fandt sted.

2.3.17 - jn