Ved en gudstjeneste i søndags havde prædikanten taget med sig op på prædikestolen en æske med glasskår i mange farver.  Hans pointe var, at sådanne små glasskår er vi som lemmer på Kristi legeme.  Tilsammen bliver de til en smuk mosaik.  Det var en ypperlig anskuelsesundervisning.

”Hver på sin plads!” (4. Mos. 2:17) står der om Israels stammer placering i den store ørkenlejr.  Igen en lærdom til os i Guds lejr.  Apostlen forkynder i Efes.3 hemmeligheden om menigheden som udtryk for Guds visdom ”i al dens mangfoldighed” (v.10) – i dens mangefarvede visdom står der ordret – atter udtryk for den guddommelige mosaik sammensat af små glasskår som du og jeg.

På et sommerstævne i Norge var den engelske gæstetaler inde på det samme.  ”Det er meget vigtigt, at du kender din nådegave”, sagde han.  Måske en fremmed tanke for mange passive el. ”selvudslettende” mødegængere.  Men han havde nok ret.” -

Måtte vi dog blot respektere hinandens nådegaver”, husker jeg en ældre prædikant sagde til mig med et suk engang på vej til et stævne på Karmøy. Dertil kræves et ydmygt sind, som kun Herren kan give.  ”Når et lem hædres, glæder alle lemmerne sig med”, står der (1.Kor. 12:26).  De glædes!

Det står ikke, de bliver misundelige!

-jn-