Vi formanes i Ef. 5:1 til at "vandre i kærlighed"  m. et tilgivende sind overfor hinanden, da vi alle er lige meget genstand for Guds kærlighed - altsammen på grund af Kristi kærlighedsoffer, der var som "en liflig duft for Gud".

I Mosebøgerne møder vi det udtryk utallige gange for at forkynde for os, hvad Herren ser i  synd-, skyld- og brændofrene i tabernaklet.  For vort medfødte, kødelige sind kan gentagelserne måske virke trættende og ensformige, men da hvisker Ånden:  "Ensformige?  Nej, ikke for Gud!"

For alle  ofrene i DGT peger, som vor børnelærdom har lært os, på "et eneste offer" (Hebr. 10:14), der afskaffer tidligere ofre i og med Kristi ene offer, ved hvis blod vi frimodigt kan "gå ind i helligdommen" (v.19) og træde Gud nær uden nogen jordisk præsts besværlige mellemkomst.

Denne "liflige duft" er stadig "liflig" for Gud, og har vi på et personligt plan lært at sætte pris på Kristi kors til vor frelse, vil korsets mægtige ord også være for os en "liflig duft", som smitter af på fællesskabet med andre troende og i det åbne terræn.

Når det bliver iskoldt mellem troende mennesker og kærligheden afløses af hyklerisk diplomati  og hjerteløse klicheer, så er korsets ord stadig det samme, men varmer ikke mere hjerterne.

"Du skulle tage og gå dig en tur", sagde indremissionæren Anders Stubkjær engang til en ung prædikant efter et "opbyggelsemøde".  Han fortsatte:  "Læg vejen omkring Golgata!"  Han bad ham dvæle dér, til hans hjerte igen blev grebet af Kristi døende kærlighed for de fortabte.

En sådan "tur" har været nødvendig mere end een gang i mit liv, for det er muligt at være "bibelstærk" og teologisk velfunderet uden at have saltets kraft i sig. At indse dette ind for Herren, er en meget nyttig erkendelse at komme til!  Men den sker i stilhed, ikke selskabeligt...

18.2.17 - jn