Forside Salmer Vårgenfødsel
Vårgenfødsel Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 17. februar 2017 12:17


Mel.:  Velkommen, lærkelil...

Du skønne vår, vi véd,
fra Gud du kommer ned
og hele skaberværket igenføder
med lærkesang i sky,
som vil vort sind forny,
mens vangen gør sig klar til sine grøder!

Af jorden pibler frem,
åh, hvor vi elsker dem:
Erantisser og vintergækker hvide,
og deres smukke dragt
afspejler Himlens pragt,
som er en fryd nu her ved forårstide!

Et evangelium
er vårens babyboom
med rullende nybagte mødre søde,
der villigt viser frem
en lille skat fornem,
der just på denne årstid lod sig føde!

Ser du, o kære ven,
i våropstandelsen
Guds skaberhånd, ja, selv i markens lilje?
I Jesus kom Han hid
for nu i denne tid
at vise dig sin store frelsesvilje!

15.2.17 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)