Denne sætning fra Olf. Ricards hjertevarme sang, "Ungdommens Frelser", sad igen i mit hjerte efter en iransk fødselsdagsfest iaftes.

Pludselig blev der slukket for larmen, og jeg blev bedt om at træde frem.  Jeg viste dem en lille skuldertaske,  som var en gave fra en af de tilstedeværende, iranske unge kvinder.  "Den skal være til din Bibel!"  Den sætning "broderede" jeg lidt på og sagde:  "Hun har nok ikke ment, at Bibelen blot skal blive liggende  tasken og kede sig, men at den løbende skal bruges!"

Den unge, muslimske kvinde rødmede klædeligt, men var tydeligt indforstået og følte sig ikke "flovet".

Ordet, jeg havde "fået", var det kendte og  gentaget 3 gange i vor Bibel:  "Hvad er et menneske?"  og vi hørte nu det svar, videnskaben og vore skoler giver (et højerestående pattedyr) og Bibelens svar som en skabning skabt i Guds billede og genstand for Hans store kærlighed i Kristus.

"Havde du skrevet det op?" spurgte min kone mig bagefter.  "Nej", sagde jeg, "det er umuligt."  Det kunne jeg lige så lidt gøre som Paulus, da han spontant blev hevet op på Areopagus i Ap.G. 17 for frit at ytre sig om evangeliet.  Han havde heller ikke noget manuskript med sig.

Dette var imidlertid ikke aftenens højdepunkt, men derimod kontakten med en nydelig familie, som hældte mere til ateisme eller agnosticisme:  Far og mor og 3 nydelige børn, en ung mand i 18-års alderen, en storesøster, som studerede medicin og en hjerteknuser af en lillesøster på 16.  Hende tilbragte jeg en del samtaletid med.  Hun fik både mit "gospel card" og et fint nyt Nyt Testamente.

"Men jeg har ingen gave til dig", sagde hun.  "Den har jeg allerede fået", svarede jeg.  "Du har givet mig din opmærksomhed og dit smil!"  Da var det, jeg tænkte på strofen i sangen "Vis dem dig selv, så unge øjne stråle".  Jeg havde set ind i sådanne, unge, hungrige øjne, syntes jeg.

Jeg lovede at bede for hende.  Det var måske det, der var min upåagtede mission på mit Areopagus anno 2017 i et selskabslokale med høj decibel i Næstved.

13.2.17 -jn