Denne evangeliske klumme har med barnet at gøre.  Måtte den læses af en nybagt mor el. børneven.

Når en kvinde fødte sin baby på Moselovens tid, var hendes første tanke ikke at nyde andres beundring  (hvilket synes naturligt), men hun og hendes mand var mest optaget af - til fastsat tid - at fremstille barnet i helligdommen med et brænd- og syndoffer, som var enten et lam eller 2 turtelduer, hvis der ikke var råd til mere.

Det store ord her var ordet "soning" i erkendelse af, at det lille barn ikke var mere dejligt end at også det behøvede forsoning iht 3. Mos. 10.
Da Jesus-barnet bragtes til Helligdommen , blev der også bragt et syndoffer (Luk. 2:22-24).  Paradoksalt ja, for dette syndfrie barn behøvede jo intet stedfortrædende offer, men i dette tilfælde var det for at pege på Ham selv som den senere opfyldelse af Golgdata-forsoningen.

Den nybagte (el. mor "in spe") minder jeg gerne om 1. Tim. 2:15, og om, at hun "skal frelses under opfyldelse af sit moderkald". Hun frelses ikke blot fordi hun er blevet mor, men denne oplevelse bør drive hende til Gud og til den Frelser, både hun og barnet behøver.  (Det er min "udlægning")

Ligesom den snørklede filosof, Søren Kierkegaard, taler jeg gerne med børn.  De gjorde også denne "dybe" tænker meget blød om hjertet.

Et af vore tamilske venners børn er 3 år (lillesøsteren er 1½).  På grund af den 3-åriges opvækst taler hun endnu ikke et sprog, som hun selv el. forældrene forstår.  Hun lærer dog flere og flere danske ord. Men ved spisebordet insisterer hun på at bede "bordbøn", ofte en lang uforståelig bøn.  Tungetale?  Nu er hun begyndt på at lægge sin lille hånd på hver enkelts hoved og bede separat for ham/hende.

Du kan gerne trække på smilebåndet.  Men jeg røres næsten til tårer og beder Herren "lægge til" og "forstå", hvad der mangler.  Han er jo børnevennen over alle børnevenner og har selv sagt:  "Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang!"  (Mt. 20:16)

 29.1.17 - jn