I dagens avis, dvs. i vores "Sjællandske",  læser jeg idag med stor overskrift:  "Norges kirke åbner døren for homoseksuelle".  Det overrasker ikke, men er nu  facts.  Fra 1.2.17 vil  homoseksuelle par kunne sige ja til hinanden i den norske kirke.

Men alt kan ske i en statskirke, som som har religion, men slet ikke mere ligesom i DK, der siden 2012 med dronningens underskrift fik loven om homo-vielser.  DK har i det hele taget længe  haft "førertrøjen" på, når det gælder vedtagelsen af "ulykkeslove" (Es. 10:1).

Een ulykke kommer sjældent alene, når det gælder foragt for Guds ord, og hverken DK eller Norge har set det sidste endnu på vej mod afgrunden.
Vore trosfæller i Norge har traditionelt vist større  pietetsfølelse over deres nationale kirke end de troende i DK.  Men nu melder de sig ud af kirken i hobetal.  I DK sker udmeldelserne dog ikke bare  i troskab mod Bibelen, men ligeså meget pga. et  ateistisk livssyn.

Hvordan bør Kristi efterfølgere reagere?  Ved demonstrationer?  Polemik? Moralske opstød?  Ved  fælles, kristelig forargelse?  Ved retssager?  Eller?
Hvordan reagerede den apostel, hvis efterfølgere Herren kalder os til at være?  (1. Kor. 11:1).  På den ene side forkyndte han Guds retfærdige dom over den homoseksuelle vederstyggelighed, fx i Rom. 1:26-27,  men samtidig (også i Rom. br.) forkyndte Han frelsen fra denne ulykke, nemlig evangeliet! 

Som ville han sige:  "Der er meget i vor kultur, vi må skamme os over, men een ting skammer vi os ikke over, nemlig evangeliet som Guds kraft til frelse for hver den, der tror!"  Rom. 1:16.  Og denne kraft er Kristus!

En kristen leder sagde til unge, han sendte ud på gaderne i Næstved for at få mennesker  tale:  "Sørg for at I fremfor alt forkynder evangeliet!"  Ja, sandelig, for moralske "opstød" og stramtandet fromhed frelser ikke!

28.1.17 - jn