Højtideligheden på Capitol Hill havde mange betagende aspekter - værdighed, respekt for Guds ord, den hyppige gentagelse af navnet over alle navne, vor Herre Jesus Kristus, flotte rammer og et velfungerende og desværre nødvendigt sikkerhedskorps.  Der var meget, der kunne røre mig til tårer, ej mindst da den lille 16-årige hjerteknuser, Jackie Evancho, ukunstlet og naturligt sang nationalsangen ind i alles hjerter.

I Donald Trumps mesterlige, opruskende tale var der også meget at glæde sig over, da han modigt "talte Roma imod" (dvs."the establishment") med jævne ord i øjenhøjde.  Personligt havde jeg håbet, han ville have nævnt forholdet til Israel samt den modige beslutning om at flytte ambassaden til Jerusalem.  Men ellers var jeg igen glad for at være "amerikaner" igår.

Højdepunktet over dem alle var for mig personligt Franklin Grahams beskedne, men strålende, evangeliske rolle, da han istedet for at læse op en eller anden nedskreven bøn overfor den store menneskemængde slog op på 1. Tim. 2:1-6, der som bekendt handler om respekt og forbøn for dem, Gud har sat til at styre landet samt evangeliet om, at

"Gud, vor Frelser vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden, for der er kun een Gud og kun een mellemmand imellem Gud og mennesker:  Mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid..."

hvorefter Franklin stilfærdigt vendte sig om og trådte tilbage, men vi så dog, hvordan den nye præsident umiddelbart efter trykkede ham varmt i hånden og sagde nogle venlige ord til ham, som vi ikke hørte, hvilket heller ikke var nødvendigt.  Jeg tror, den "stærke" hilsen fra Guds ord også gik "rent ind" hos nu verdens mægtigte mand.  Sådan som den gjorde hos os andre, Grahams medtroende og medstridende.

Og således blev højtideligheden et vækkelsesmøde til Herrens ære.

21.1.17 - jn