Spørgsmål: Det er eit spørsmål her ang å sjå Gud! Vi leser om Moses i 5M 34:10:  (Soørgsmål fra "Evangelisten", Norge)

"Men det stod aldri meir fram ein slik profet som Moses i Israel, han som Herren kjende åsyn til åsyn –"Samtidig så står det at:  "Så vil jeg ta min hånd bort. Da kan du se meg bakfra, men  men samtidig kan ingen se Guds åsyn?

Svar: Der er ingen modsigelse eller noget forklarelsesproblem i de anførte steder om Moses´ nære forhold til Herren.  Hans forhold til Herren er analogt med det forhold en gudfrygtig sjæl har også til Ham idag, idet vi med Guds ord må fastslå, at ingen kan rent  fysisk se Herrens ansigt, men samtidig er der noget, der hedder at "se" Ham med troens og hjertets opladte øjne. 

Og på nytestamentlig grund må vi tilføje, at vi ser Ham i ordet, når Hans Ånd åbenbarer Ham for os dag for dag, hvor vi i sandhed oplever, "hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker Ham, thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden..."  (1. Kor. 1:9-10)

Apostlen forkynder med andre ord, at genfødte mennesker har åndelige sanser, som det "sjælelige" eller "naturlige" (uigenfødte) menneske ikke kender, p.gr.a. herredømmet fra "verdens ånd"  (v.12), hvor det, der stammer fra Guds Ånd er dårskab, fordi et uomvendt menneske er åndelig blind.

Moses omgikkes ikke blot Herren ansigt til ansigt sådan, (som det også idag er muligt for et troende menneske idag, oplyst af Hans Ånd) men som udvalgt redskab i en bestemt dramatisk periode i Israels historie, hvor Gud lod ham  udføre "tegn og undere" i Hans "vældige kraft" (5. Mos. 34:11-12).

Moses´ bøn om rent bogstaveligt at skue Herrens herlighed blev afslået med ordene:  "Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve!"  (2. Mos. 33:20).  Dog fik Moses anvist et sted i "klippehulen", hvor Han ville opleve Hans nærhed og herlighed, men kun "bagfra", ej fysisk ansigt til ansigt.

Men det betød ikke, at Herren kynisk vendte ryggen til Moses.  Han var ham så nær, som det under de givne forhold gik an.  Mere tror jeg ikke, vi skal lægge i ordet om, at han fik se Herren "bagfra".

Dette har også en evangelisk lærdom for os.  I Kristus, som "klippehulen" er eet billede på, er vi "som engang var langt borte kommet nær på grund af Kristi blod"  (Ef. 2:13), og der findes for os ingen anden Guds nærhed end, hvad vi finder i Kristus Jesus.  Sådan og kun sådan omgås vi Gud, "som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set ej heller kan se..." (1. Tim. 6:16).  For vi vandrer i tro, ikke i beskuelse, men "når Han åbenbares (dvs. ved sit komme) skal vi blive Ham lige, for vi skal se Ham, som Han er" (1. Johs. 3:2), for det gør vi jo ikke endnu.

Og dog skuer vi "Herrens herlighed" (det er reelt Kristus) i ordets spejl ved Helligånden (2. Kor. 3:18). Dette beskrives som en fortløbende forvandling "fra herlighed til herlighed", som kulminerer den dag vi for evigt skal forenes med Ham.  Denne "herlighed" vil på forunderlig vis være mærkbar i en troendes liv uden at vi selv behøver at gøre opmærksom på den. 
10.1.17 - jn