”Gud besluttede, ved prædikenens (norsk: forkyndelsens) dårskab at frelse dem, der tror.”  1. Kor. 1:21

”Forkyndelsens dårskab!”  Ikke:  forkyndelsens veltalenhed, retorik, teknik, ”karisma” eller oratoriske begavelse.

Hvorfor dårskab?  Fordi budskabets indhold er dårskab for verden.  Det moderne, fortabte menneskes desperate behov for evig fred med Gud gennem personlig omvendelse og tro på Kristi stedfortrædende død uden gode gerninger eller selvforbedring er dårskab for den vantro fornuft.

Men også forkynderen selv, Herrens udsending, vil ofte føle sig som en dåre og sukke:  ”Hvem er duelig hertil?” (1. Kor. 2:16).  Jeg er det ikke!   Det kan der nævnes mange, mange ex på.  Ingen ordets forkynder nyder sig selv på en platform. Men ak, alligevel vrimler det med dem i kirkerne!

En ung mand gik selvsikkert og med raske skridt op på talerstolen, hvor alt imidlertid pludselig ”gik i vasken”. Han gik med bøjet hoved ned igen.  En klog mand sagde til ham i enrum:  ”Hvis du var gået op, som du gik ned, ville du være gået ned, som du gik op!”

-jn-