Min kone og jeg gæstede igår en dejlig, tamilsk familje i Vallø, far og mor og 2 yndige piger på 3½ og 1½ år.  Det kniber med den sproglige kompetence, men den åndelige forståelse mellem os er til gengæld super.

 De små piger insisterer på at bede bordbøn på  deres eget volapyk-sprog uden mening for andre end for Ham, der (tror jeg) med ekstra fasthed i stemmen sagde:  "Lad de små børn komme til mig!"  Det næsten rører mig til tårer.

De - og andre tamilere - mødte jeg for ca. 4 år siden.  Min tamilske vært blev både en nær ven og en trofast IT-mentor.  Nære venner kan man dele ting med, som man ellers ikke kan med diplomatiske bekendte.  Nære venner hænger derfor ikke på træerne - ej heller blandt kristne.

Da vi stilfærdigt delte med hinanden vore skuffelser over nære venner, blev jeg skamfuld.  Jeg forstod, at mine lidelser ikke er unikke.  Min tamilske ven gennemgik tilsvarende lidelser, og mine ører blev røde.

Vi talte derom og enedes om at tænke på Ham, der kaldes for "smerternes Mand"  (Es. 53:3), om hvem der står:  "Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund..." (v. 7). Ak, hvor uligt mig!

Vi blev også mindet om apostlen Paulus, som talte mere om sine mange lidelser helt op til sin dødsdag end om sine gode følelser, som der naturligvis også var manage af.  Ellers ville han vel ikke kunne skrive:  "Glæd jer i Herren altid, atter jeg jer :  Glæd jer!"  (Fil. 4:4).

En prøvet mand sagde:  "Som Gud har behandlet mig, ville jeg ikke behandle min værste fjende!"  Det var ikke sagt i bitterhed, men udtryk for det det fællesskab med Kristus i Hans lidelser (Fil. 3:10), som Gud havde forundt ham, og som blot førte ham Herren nærmere.

Den netop  overståede jul handlede om max livsnydelse.  Kristendom handler om at lide ondt for evangeliet i troskab mod dets vidnesbyrd stik modsat den populære folkekirke- el. statsreligion uden Kristi efterfølgelse.

30.12.16 - jn