Hvis jeg spørger "nydanskere:  "Hvad kan I godt lide ved DK?", får jeg flere positive svar,  fx  danskernes  venlighed, vore trygge, fredelige forhold, sociale omsorg, etc.

Hvis tamilerne spørger til min fascination ved deres land, så nævner jeg fx,  at det var under vor konge (Frederik IV), at de første  "kongelige" missionærer i 1700-tallet forkyndte evangeliet for tamilerne i Sydindien.

Vore nye, iranske venner er blevet en slags katalysatorer for min genopvakte interesse for det gamle, persiske rige og dets heltekonge Kyros, omtalt i Bibelen 150 år før hans fødsel og brugt af Gud som sin salvede tjener til at befri jøderne fra deres babylonske fangenskab.
 
 Der er endnu en vigtig ting at sige:  Det er antaget, at "vismændene fra Østerland" i Mattæus 2, der spurgte efter "jødernes nyfødte Konge" (som nu var ca. 2 år), kom  fra Persien.  Det er fint at tænke på her op til jul.

Ordene "Hvor er jødernes nyfødte Konge?" lyser disse dage for mig mere end nogen  Betlehamsstjerne og er fantastisk at dele med mine iranske venner.  "Tænk, det var mænd fra jeres land, som spurgte efter Jesus!"

De vidste ikke så meget som "alle folkets ypperstepræster og skriftkloge"  (Mt. 2:4), men de gik efter "jødernes nyfødte Konge", mens teologerne ikke  rørte sig af flækken.   Burde de ikke være gået med til Betlehem?

Historien gentager sig i vor tid.  Teologi og prædike-embede er een ting, men ikke det samme som at spørge efter Gud. "Hvad er vækkelse?" blev en gammel, norsk prædikantven spurgt.  Han gav dette gode svar:   "Vækkelse er, når mennesker begynder at spørge efter Herren!"

Det gjorde vismændene, men ak, ikke de skriftkloge. De første oplevede en sand Jesus- vækkelse, de sidste var religiøse modstandere af vækkelse - akkurat som vi ser det idag.  Måtte vi være blandt de første!

22.12.16 - jn