Forside Artikler Livsglad højtid hele året
Livsglad højtid hele året Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 16. december 2016 09:29



Jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke er til "julebreve".   Vi  holder jo både jul, påske og pinse hele året, og formaningen om at "holde højtid" (1. Kor. 5:8) angår nok ikke bestemte dage, men er en vedvarende handling, - sådan forstår jeg i det mindste grundsprogets  græske grammatik.

Men jeg er teologisk kun middelmådig og kan kun "den lille tabel" til husbehov.  Men lidt har også ret ej mindst blandt hverdagens mennesker.

Mht vor familie, - og det er nok familie, det især handler om, - har jeg ikke behov for megen orientering.  Vore nære venner, både indenlands og udenlands, er godt orienterede på godt og ondt.  "Sorger og glæde vandrer til hobe", synger Kingo, og det kan vi tale alt for godt med om.

Jeg føler mig ikke kaldet til at harcelere syrligt over det bestående, som alligevel ej kan ændres - hverken politisk, kirkeligt, religiøst/kristeligt. "Lad dem kun være", sagde Herren, Mt. 15:14, om netop det religiøst bestående - men derimod skal vi være obs på evangeliske anledninger.

Spredning af Guds ord her ved årets slutning med uddeling af smukke vægkalendere m. iøjnefaldende, evangeliske bibelord er en årlig, tilbagevendende glæde i tjenesten.  Min gode, tamilske ven og IT-mentor, Alan, har "tæppebombarderet" sit nære distrikt i Vallø med sådanne evangeliske hilsener - højtidshilsener om du vil.  Frydefuldt at tænke på.

Vor dansk/norske svigersøn, Lars, en tapper, prøvet mand med en syg kone (vor datter, Connie), er på farten hele tiden
, ofte udenrigs, og bruger ligeledes mange anledninger for evangeliet blandt nye kontakter. Han er en af hverdagens ydmyge helte og  en inspirerende "rollemodel" for mig .

Og mens vi er ved Guds ord, så glæder vi os som forældre over, at vor kræftsyge datter i USA i løbende rapporter vidner om Guds ords bære- og sammenhængskraft.  Den hurtige E-mail kommer vidunderligt til sin ret.

Var der mere, I ville vide? Slet ikke?  Jamen god højtid da - hele året!

16.12.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)