En af mine mange pro-Trump venner derovre har fodret mig med mange informative rapporter om amerikansk politik på godt og ondt, mest ondt, og er nu yderst tilfreds med, at Obama-æraen (som han kalder den) er forbi.  Han indrømmer dog, på linje med mange amerikanske kristne, at Trump blev valget af det mindste af 2 onder.

Men pludselig træder hele den politiske polemik og dynamik i baggrunden for ham og hans familie.  Nu deler han med mig en løbende bulletin om en kræftsyg datter (45), som befinder sig i stadium 4, hvilket kan blive ret alvorligt.  (Vor datter i WA befinder sig i stadium 2).

Da trænger livets korthed, dødens vished og evighedens længde sig mere på end hvorvidt Amerika bliver "great again", økonomisk, militært, moralsk, religiøst, for nu banker evigheden "på" , hvor vi må give Søren Kierkegaard ret i, at er der noget tiden mangler, så er det ordet "evighed".

I mit snart lange liv har jeg siddet ved mange dødslejer, hvor det aldrig var aktuelt at diskutere politik, folketing, kirke, EU,  klimaspørgsmål, m.m. -  men derimod evangeliets bærekraft her "på faldesrebet".  En døende kvinde sagde til mig:  "Læs det igen!" da jeg havde læst nogle trøsterige bibelord ord om evigheden og livet efter døden. 

Er det, fordi jeg selv er gammel, at jeg taler sådan?  Det håber jeg ikke, selvom livets nære afslutning selvsagt accentuerer alvoren.  Men ikke som deprimerende alvor, men mere på linje med apostlens nærmest muntre ord, når han forud diskonterer  martyrdøden, som han kalder sit  udgydte blods "drikoffer" (Fil. 2:17), hvilket senere skete rent bogstaveligt i Rom.  De glade ord lyder sådan:  "Jeg har lyst (ikke ulyst!) til at bryde op og være sammen med Kristus, for det var langt, langt bedre."  Fil. 1:23.

Spurgeon tilskyndede sine unge, vordende forkyndere ofte at besøge dødlejer.  Han mente, at en sådan tjeneste ville give deres virke det rette perspektiv, - evighedens perspektiv, som kaster sin egen glans over nutiden og hverdagen i livsforbindelse med vor Herre Jesus Kristus.

12.12.16 - jn