Dagen efter jeg  skrev min sidste salme "God´s Universe and the Gospel" , kom meddelsen om 95-årige John Glenns død.  Han var den første (1962), der kredsede omkring jorden i  "Friendship 7", og som i sin betagelse af Guds store skaberværk udtalte:

"To look out at this kind of creation and not believe in God is to me impossible. It strengthens my faith."

Noget lignende udtalte Frank Borman, som var kaptajn på Apollo 8 i 1966, der med sit mandskab kredsede rundt om selve månen og sendte som radiobudskab til jorden 250.000 miles borte Bibelens allerførste ord:

"I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden..."

Han udtalte, hvor bevidst han var om den Skaber, der er ophav til al begyndelse.  Flere gudfrygtige astronauter kan nævnes, inkl. Neil Armstrong, der var den første, der satte sine ben på månen i 1969.

En aften gik jeg ud under en klar stjernehimmel og overvældedes på samme måde som David, der tilbedende udbrød i Sl. 8:4:

"Når jeg ser din Himmel, dine hænders værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu..." osv.

Dengang var jeg midt i ivrig debat med glødende ateister (en af dem mødte jeg senere i Ålborg), men nu alene med Guds store skaberværk forekom mig ateisternes gudsfornægtelse som univerets største dårskab (Sl. 53:2).

En af vore missionærer underviste de  indfødte på Papua New Guinea om Gud som Himlens og jordens skaber.  Han sagde til dem:  "I den vestlige verden er der mennesker, som tror, at det hele er kommet af ingenting!"

En af de bue-og-pil-indfødte bemærkede tørt:  "De er dumme!" De tog med rørende begejstring imod det glædelige budskab om den Gud, der ikke bare havde skabt Himlen og jorden, men også sendt sin Søn som Frelser til jorden - ja, m. enkle ord uden al vort dingeldangel. Eller - som lige nu - med en masse julepynt og glitterstads udi det tåbelige.


9.12.16 - jn