Hun er ikke altid nem at få kontakt med, for hun strikker ofte mønstre, der kræver koncentration og tælling.  Og så må jeg nøjes med at se på.

Men jeg er alligevel ikke fri for at være stolt af min lille viv.  Jeg tror nemlig ikke, der findes mange i landet, som "kreerer" så søde strikke- og hækleting som hende.  Anledningerne er legio.  Gode venners små børn eller børnebørn.  En eller anden veninde, hun vil glæde.  En bankrådgivers babydeng, osv.

Da vore piger var små, blev de af beundrende venner kaldt "de strikkede børn", og jeg ser endnu for mig puslingerne med deres mor på en lille bytur i strikket mondering fra top til tå.  På de strikkede huer var en løs,  lille dusk, som bevægede sig lystigt, især i løb.  Små børn løber jo helst.

Og nu er de små selv mødre, og nu er det deres børn, der strikkes til, ja, sogar børnebørnenes dukker.  Dvs. de amerikanske dukker, for i Danmark er børnebørnene drenge, og de leger jo ikke med dukker.  Det er de iøvrigt også snart for store til nu, mener jeg.

Den ene bløde pakke efter den anden sendes over Atlanten til Guds eget land, hvor de er utroligt opfindsomme, hjælpsomme overfor hinanden, verdensmestre i "barbecue" (havegrill), surfing, skolekomedier, kirkelige programmer, men aldeles hjælpeløse, når det gælder håndarbejde.  Og dér kommer min kone ind i billedet og får straks velfortjent stjernestatus.

Jeg forstår ikke hendes garn-mysterium, selvom jeg ind imellem prøver at stille interessante (læs: dumme) spørgsmål, som blot forstyrrer hende.  Jeg må nøjes med i absolut stilhed at være chef for begejstringen!  - 30/11.16- jn-