Fidel Castros "evangelium" var socialisme og kommunisme  revolutionens ultimative sejr.  I sit 90-årige liv havde han ind imellem hørt evangeliet, fx  g/kristne missionærer.  Han "tålte" med tiden kristne kirker og udtrykte respekt for kristne værdier, men revolutionen, dvs. kommunismen, var hans ståsted og fanatiske livsvalg, medens Kristus var hans fravalg.  Men også han skal dog på knæ bekende:  "Jesus Kristus er Herre!"  (Fil. 2:11).

En varm sommerdag i 1971 traf en norsk ven og jeg en "revolutionær" gruppe i en bypark i Williamsport, PA.  Der var lige før den årlige nationaldag d. 4/7.  De tog venligt imod os og gik med til at mødes med os  samme tid og sted ugen efter.  Da de skiltes, ønskede deres leder os alle en "god revolutionsdag" - dvs. d. 4/7, som også er amerikansk helligdag.

Det var ganske interessant.  Her var vi blandt "revolutionære" unge, som bekræftede hinanden i socialisme, bl.a. m. sange akkompagneret til deres guitarer.  De havde deres socialistiske idealer på en tid, hvor Castro stadig var i vælten.  Men de gik med på at høre, hvad vi havde på hjerte.

Vi kom igen,  ikke med noget kapitalitisk alternativ, moralske løftede pegefingre, danske "værdier" el. "kristen etik", men forkyndte korsets evangelium, og at det går an at erfare, det Jesus kaldte "at blive født påny".  Evangeliet "slap til", vi skiltes, og jeg tænkte ikke mere det møde.

Men et stykke tid efter fik jeg et brev fra en ung pige fra gruppen.  Hun fortalte, at hun havde været til stede den sommeraften med en ven.  Og så kunne hun fortælle, at han senere havde taget imod evangeliet og var blevet "født påny."  Det var netop de ord, hun brugte. Praise the Lord!

Blev Amerika dermed "great again"?  Nej, Kristi budbringere er  og bliver minoriteter, og dog! Med evangeliets Frelser er vi altid, med evighedens målestok,  i majoritet!  Der findes ingen anden storhed end dér, hvor Kristus bliver stor!

27.11.16 - jn