”Hvordan skule I kunne tro, I, som tager imod ære af hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.” Joh. 5:44

Den strømlinede, kristne menighed er blevet ekstremt menneskecentreret.  Ordet hørte jeg første gang brugt af en ung, norsk ven med forkyndertjeneste hernede.  Jeg husker hans dybtfølte smerte.

Det er en smerte.  Der klappes begejstret ad de dilettantiske præstationer fra en rastløs platform i en jungle af ledninger med scenevante aktører.

Man bliver hinandens afguder i en applauderende, iscenesat ”gudstjeneste”.  Sande troende lider ligesom min norske ven og kan sige som Maria:  ”De har taget min Herre bort, og jeg véd ikke, hvor de har lagt Ham!”  Ak, ”Ikabod” (1. Sam. 4:21) er en passende betegnelse for dette frafald.

”Hvordan skal I kunne tro, I, som tager imod ære fra hverandre…?” spørger Herren.  Med andre ord:  En menneskecentreret menighed er en vantro menighed uden grobund for den genfødende tro.  Er det ikke det, Herren siger?  Er Han for streng?  Måtte hellere Hans ”strenghed” vække os, før det er for sent og vor evige ulykke besegles.

-jn-

23.2.09