En god ven, som også har boet i USA og tit besøgt landet, har flere gange sagt til mig:  "Jeg er skuffet over USA og kender det ikke mere." 

Jeg forstår ham.  Børnelærdommen m. troskabserklæringen til flaget ( "one nation under God"),  elevernes morgensang, det nationale motto:  "In God We Trust", Bibelen fremme ved den nye præsidents indsættelse, ønsket om Guds velsignelse over nationen som obligatoriske afslutningsord  ved enhver præsidents vigtige tale til nationen, motorikken i de velsmurte 3-400.000 kirker, m.m.  kommer mere og mere til at ligne reminiscenser fra en svunden tid, alt imedens de såkaldte "naughts" (dvs. dem, der ingenting er) måske er den hurtigst voksende befolkningsgruppe.

Det er dog ikke hele sandheden.  I USA er der stadig tusinder "som ikke har bøjet knæ for Ba´al"  (Rom. 11:4).  "Manden på gaden" (dér hvor jeg selv foretrækker at "mænge" mig) er nemmere at tale med om Gud end her blandt mine egne.  Trænger jeg til en kop kaffe på  "Starbucks" får jeg dér typisk en herlig vidnemulighed for "evangeliet om Jesus"  (Ap.G. 8:35).

Og når vor kræftsyge datter denne morgen skriver om kristne venners næstekærlighed, ej mindst i denne tid med opsætning af julepynt og lys inde og ude, praktisk forberedelse til "Thanksgiving" festen, foruden den daglige barmhjertighedstjeneste m. skolekørsel, foreningsliv, kærlige telefonopkald, ledsagelse til hospitalet, m.m., ja, så berører det også os gamle, og vi må en stund distancere os fra TV-dækningen af det politiske og splittede USA og sige i kor:  "Liza´s Amerika er også  vores Amerika!"

Vi skal ikke at overraskes over frafaldet i kristenheden, hvor det er gået som Wm. Booth sagde engang:  "I de sidste tider vil vi opleve religion uden den Helligånd - tilgivelse uden syndsbekendelse, -  frelse uden genfødelse - politik uden Gud - Himmel uden ord om helvede.  Kun en vækkelse ved Helligånden kan dæmme op for denne udvikling..."

Så langt Wm. Booth (Frelsens Hærs grundlægger), og mere er heller ikke nødvendigt at sige lige nu.

25.11.16 - jn