"Da nu alt dette går sin opløsning i møde..."  (2. Pet. 3:11)

Uden at nævne de enkelte nationer, store og små, ved navn er vi her, før den endelige tids-afslutning, vidne til det såkaldte "verdenssamfunds" opløsning og dermed ultimative undergang.  Det gælder på alle livets områder, både kulturelt, politisk, moralsk, familjemæsssigt og kirkeligt.

Kristenheden ser det ikke, men lader sig  forføre af verdslighed og verdsliggjort religion.  Kristi efterfølgelse er for snæver et "projekt".  Der må "ske" noget mere "interessant" i Jesu navn.  Det navn tages således til indtægt for en religiøsitet og et sværmeri, som i praksis forråder Kristus.

Også S. Kierkegaard talte om sin tid som en "opløsningens tid", men Bibelen gør det især:  "Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt,  mens I venter og fremskynder Guds dags komme..." siger Peter.  Sådan forkyndtes der i gamle dage, hvor man ingen illusioner havde om "en bedre verden", men  vidnede mod verden og dens uhæmmede nydelsessyge (1. Joh. 2:15-16).

Herren talte allerede som dreng om "min Faders gerning  ", Luk. 2:49, el. "forretning" (på engelsk). Bibelen "på hverdagsdansk" parafraserer (omskriver) dette ord sådan:  "Vidste ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?"  Men hvad er det for en opgave?  Og hvad er vor opgave?  At gøre verden bedre?  At slå til lyd for et politisk program? Eller som amerikanerne får at vide:  "Gør America stor igen!"

Også Paulus talte om "storhed" i  tjenesten uden reklamekroner og effektmidler.  Fra sin fængselsplatform taler han om længslen efter at "Kristi storhed skal blive synlig for alle og enhver ved det, som sker med mig" (Fil. 1:20, norsk 1978-ovs.).  Eller som vi sang førhen:  "Alle, alle må se, - alle, alle må se, - den herlige Frelser jeg ejer, Ham alle, alle må se!"

22.11.16 - jn