Forside Artikler Præsidentvalget og Guds plan
Præsidentvalget og Guds plan Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 17. november 2016 05:17



Op til præsidentvalget "kom" til mig Jos.5:13-15, hvor "Fyrsten over Herren hær" belærer Joshua om, at Han ikke uden videre vælger side, men at det gælder om at være på Herrens side.  Denne "Fyrste" var en såkaldt "teofani" (guddomsåbenbarelse) af Kristus selv, som Bibelen iøvrigt har adskillige eksempler på.

Med andre ord:  Vi skal ikke "overtale" Herren til at være med os, men vælge, "hvad der er velbehageligt for Herren" (Ef. 5:10), dvs. for Herren Jesus Kristus i alle livets relationer.  Også når der er præsidentvalg.

Jeg indrømmer, at selvom jeg åbent bekendte mig til Kristus som min Konge (Sl. 2:6), håbede jeg i min uvilje mod Hillary, at Trump ville vinde, ja, jeg fascineredes af ham. Hvilken dårskab i lys af Jer. 17:5.

Men da fanatikere gjorde Trump til en kristen, som en "pastor" havde ledt til frelse, og som andre så som opfyldelse af en pludselig meddelt "profeti", mere end lyste "den røde lampe".  Nej, Trump har intet personligt vidnesbyrd om frelsen i Kristus, men han indgår dog i de styrende kræfter, vi formanes at bede for (1. Tim. 2:1-2).  Denne gudfrygtige indstilling har heldigvis mange kristne.

Lad os holde tingene adskilt.  Trump er ikke mere kristen end andre magtfulde mænd,  Gud har brugt i sin plan.  Jeg bebrejdes, at jeg ikke i Trump ser Guds redskab.  Det er ikke fair.  Selvsagt gør jeg det, ligesom Gud i bestemte situationer har brugt både en Farao, Nebudkanezar, kejser Augustus o.m.fl i sin suveræne plan.  Selv djævelens sidste trumfkort, den kommende Antikrist, vil indgå i Guds ultimative plan.

Et nyt, befriende ord "kom" til mig denne nat:  "Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden!"  Sl. 46:11.  Intet sted blev Han så ophøjet som på Golgatas kors, og lader vi evangeliet herom slippe til, også i vor tid, skal fortabte sjæle drages til Ham uanset hvem, der sidder i Det Hvide Hus eller i nogen anden magthavers hus!

17.11.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)