Forside Artikler Inspiration i Tyvelse Præstegård.
Inspiration i Tyvelse Præstegård. Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 27. oktober 2016 08:50


I Tyvelse Præstegård (v/Glumsø) med provst Vagn Birk som vært (se billede) lyttede vi iaftes til et super foredrag af tidligere biskop Erik Norman  Svendsen, København, som gav os en spændende indføring i Luthers salmedigtning, som var nyt for mig.  Bl.a. blev det betonet, at en salme el. åndelig sang efter Luthers mening måtte være en forkyndelse af selve evangeliet.

Denne nyttige påmindelse tog jeg med mig hjem.  Den var måske "et vink med en vognstang" til mig, der jo selv skriver lidt salmer og sange.

Vi talte sammen ved kaffebordet, bl.a. om Luthers fokusering på de såkaldte "bodssalmer", om synd og tilgivelse.  Vi blev enige om, at idag  er situationen en anden, hvor der ingen syndserkendelse er iblandt os.

Jeg nævnte kinamissionær, Anna Christensen, som i sine 35-år i Kina havde store vækkelser.  Det er længe siden, men som ung spurgte jeg hende, hvorfor vi ingen sådan vækkelse har i Danmark?  Hendes svar var:  "Der er ingen syndserkendelse!"  Norman Svendsen var helt enig.

Jeg rejste engang med en indremissionsk leder, Gustav Ballestad, fra det norske  vestland.  Trods hans "kradsbørstighed" fandt vi hinanden.  Han slog til lyd for, at vi i vækkelsesforkyndelsen samledes om  "synd og nåde" uden at bekæmpe hinanden med særstandpunkter. Jeg var enig, men hørte ham sige med fasthed i stemmen:  "Ord er ikke nok!"

Også dette er mange år siden.  Både kinamissionæren og indremissionæren havde ret.  Der er ingen syndserkendelse, og evangeliets lægedom hænger i luften, fordi ingen er syge og trænger til åndelig helse.
 
Dette følte Herren jo selv meget stærkt, selvom han klart så, hvor sygt folket var. Men Herren sender også sine vidner til "stive ansigter og hårde hjerter"  (Ez. 2:4).  Dér tror jeg, vi er lige nu.  Men også de skal høre Herrens ord, "hvad enten de hører eller ej" (Ez. 2:7).  Eller som apostlen siger i sin "svanesang" i 2. Tim. 4:2, 5:  "Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt...gør en evangelists gerning!"

27.10.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)