Forside Artikler Omvende verden? Ikke vort kald!
Omvende verden? Ikke vort kald! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 26. oktober 2016 08:49


Vort kald som Kristi efterfølgere er ikke at omvende verden el. gøre den bedre, men at redde mennesker ud af verden.  Ap.G. 2:40.  Alligevel opleves synligt livet som "Himmel på jord" gennem åndsfyldte kristne.

En ven af mig, en genfødt kristen, var borgmester i USA. Han fik en dag besøg af nogle "vigtige" mænd fra  eliten, som ville gøre ham endnu mere betydningsfuld.  "Hvorfor?" spurgte han.  "Vi vil sammen gøre verden bedre!" sagde de.  Han svarede:  "Hvis I tror det, er I dygtigere end Gud!" og han vidnede for dem om en verden, der er i den ondes vold (1. Joh. 5:19) og på vej til - ikke at blive bedre - men til sin endelige dom.

En af det 19. årh.´s bedst begavede teologer inden for den engelsk/irske, bibeltro bevægelse, de såkaldte "Plymouth Brødre", hed William Kelly.  Han var godt uddannet, og en af hans lærere sagde til ham:  "Du kunne blive noget stort i verden!"  Han svarede blot:  "Hvilken verden?"

Tak og lov, der findes kristne, som er afklaret mht "den nuværende, onde verden"  (Gal 1:4) uden at være "verdensfjerne".  De spreder lys og velsignelse hjemme el. i det fjerne, er praktiske og jordnære og dog bekender de sig som "fremmede og udlændinge" i denne verden. "Dem var verden ikke værd." Hebr. 11:38. Men de udretter mere end denne verdens idealister, politikere, filosoffer, ja, denne verdens "kristenhed".

Men ak, en mix af kristendom og verdslighed er for satan en succeshistorie. Både folke- og frikirke er åndslammet og reelt ingenting.  Grundloven bekender sig til "den evangelisk-lutherske kirke", som kun dækker over et "gudfrygts skin, der fornægter dens kraft"  (2. Tim. 3:5).

Kristne venner i USA vil gerne redde landet fra dets syndige glidebane.  Dog indser også mange, at deres job er at forkynde som på pinsedagen:  "Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!"  Både i USA og i Danmark.

26.10.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)