(et spørgsmål fra bladet "Evangelisten", Norge)

Spørgsmål: Det er eit spørsmål ang Salme 91,1
"Den som sitter i Den Høyestes ly, som bor i Den Allmektiges skygge." Hvor er den Høyeste ly og hva betyr det å sitte der?

Svar:  Svaret på dit spørgsmål fra denne salme, som handler om et troende menneskes fortrolige samfund med Herren, er lig med Herrens nærhed.  Jo mere vi kender til denne åndelige vestibule nær Ham, jo mere erfarer vi, hvad det vil sige at "sidde i den Højestes ly og "bo i den Almægtiges skygge."  De 2 sætninger taler i virkeligheden om det samme og supplerer hinanden.

Salmernes bog er den troendes åndelige dagbog.  Vi genfinder vore egne troserfaringer i denne poetiske del af den hellige Skrift. Samfundet med Herren er et skjult liv "med Kristus i Gud"  (Kol. 3:3), og når du spørger, hvor "den Højestes ly" findes, og hvad det vil sige at sidde dér, er svaret, at det findes og erfares dér, hvor den ofte anfægtede og betrængte sjæl i sin hjælpeløshed har lært at klynge sig til Ham (v.14) i bevidstheden om, at der er ingen anden at klynge sig til.

Nogle af os har snart levet "et langt liv"  (v.16) og har gennem livet haft brug for gang på gang at kalde på Herren på en "nødens dag" (Sl. 50:15) i vort liv.  Dette taler denne salme også om i v. 15, hvor der bruges ordet "trængsel" eller "nøden" på norsk.  Men da er det, vi har kunnet sige til Herren:  "Du har før vist dig at være "vor tilflugt og styrke, en hjælp i trængsler"  (Sl. 46:2), og her er en ny trængsel, du må hjælpe mig igennem med.

Netop fordi vi har erfaret sødmen af Hans samfund i Hans ly og skygge, har vi barnets tillid, der med Brorson kan synge:  "Når hvad mig skader, jeg kan for Tronen gå og sige:  Fader, dit barn du hjælpe må..." og da får ordene i Sl. 91 særlig mening.  Salmen tegner ikke et glansbillede af troslivet, men nævner dets mange prøvelser, som dog ikke kan omstyrte den tilflugtsbolig, vi har fundet i Herren.

Når vi prøver at praktisere "de hellige samfund", fx i vore hjem (og det er ikke altid det samme som at "gå i kirke" eller "på møder"), vil sådanne samvær have et element af troserfaringer, vi kan dele med hinanden til gensidig opmuntring.  I vore beskedne samlinger er der også en hårdt prøvet iransk familie.  De sætter pris på ordets udlægning, men beder også om forbøn for en søn i Iran, som ikke kan komme ud af landet.  De er så rørende taknemlige for forbøn og det privilegium at kunne komme med nøden til "nådens trone".

Men i vort samvær findes også andre iranere, som endnu ikke kender Jesus som deres Frelser.  De fornemmer, at vi har med en levende Gud at gøre, og der er en forunderlig stilhed under bønnen, fordi den usynlige, fredfyldte "siddeplads" i  Herrens ly og skygge kan mærkes af vore omgivelser, og ingen får lyst til betvivle denne usynlige virkelighed.  De fornemmer instinktivt, at de hellige befinder sig "trygt på et højt sted"  (v.14)

20.10.16 - jn