Spørgsmål:  Hvordan kan vi som kristne være til mest gavn for Israel og det jødiske folk?

Svar:  Det korte svar er:  Ved at være på Guds side i Hans guddommelige plan med dette folk.  Hvis Hans ord siger, at jøderne er ”elskede for fædrenes skyld” (Rom. 11:28), så ser vi som kristne også på dem som elskede og genstand for en ultimativ, kærlig plan og et kald, som Gud ikke har sat ud af kraft.
Men når apostlen siger:  ”Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld….” kan vi ikke forstå ordet anderledes, end at kun ved modtagelsen af Kristi evangelium vil deres fjendskab ophøre.  Dette fjendskab vil en dag forvandles til dyb anger og hellig sorg, når ”de ser hen til Ham, de har gennemstunget” (Zak. 12:10).

Ud fra min forståelse af Guds ord er vort forhold til det jødiske folk ikke anderledes end da både apostlene Peter og Paulus stod i evangeliets tjeneste.  Peter forkyndte for sine jødiske brødre: ”Fat et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede…”  (Ap.Gern. 3:19).

Paulus´ forkyndelse gik ud på det samme:  ”Så skal I da vide, brødre, at ved Ham (Jesus) forkyndes jer syndernes forladelse, og ved Ham bliver enhver, som tror, retfærdiggjort fra alt det, I ike ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.”  (Ap.G. 13:38-39), og han advarede sine jødiske brødre mod at kaste vrag på dette evangelium (v.40-41).

Ville Peters og Paulus´ forkyndelse overfor det jødiske folk have været anderledes i dag?  Ja, det synes nogle Israel-elskere at mene, men det har ingen hjemmel i Guds ord.

Det fører os over til det næste spørgsmål:  Hvordan skal vi forholde os til den jødiske stat Israel?
Vi skal se Guds styrende hånd i tilblivelsen af denne stat i 1948, ikke som en politisk udvikling, men som led i Guds skjulte råd på trods af jødernes vantro og fjendskab mod evangeliet.  Thi de er stadig ”elskede for fædrenes skyld, thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” (Rom. 11:28-29).  Vi anvender ofte disse ord på vort kald som kristne, men de gælder først og fremmest Guds trofasthed mod sit jordiske folk, jøderne.

Men Israel, Bibelens land, er i dag en sekulær stat, som styres sekulært (verdsligt) uden noget forhold til Bibelen.  Som kristne lærer vi at se på det nuværende Israel ud fra Guds synspunkt og som en begyndelse på en ultimativ frelsesplan.  Det betyder ikke, at vi uden videre godtager alt, hvad Israel gør.  Ifg. det profetiske ord vil Israels sekulære politik en dag munde ud i en politisk, midlertidig alliance med Antikrist.  (Der er ikke plads til, at vi kommer nærmere ind på det her).  Men en sådan politik vil Guds folk selvsagt ikke støtte, hvor ”rosenrød” den ved første øjekast vil se ud.

Det betyder naturligvis heller ikke, at vi støtter Israels fjender, ligesom vi afskyr den omsiggribende antisemitisme.  Husk, vi er på Guds side, og vor tjeneste og vort vidnesbyrd  er af åndelig karakter, nemlig forbønnens og evangeliets gerning.  At gavne Israels sag er ikke  ensbetydende med at engagere os politisk, men  mange kristne falder for den fristelse med det resultat, at det evangeliske vidnesbyrd lider derunder.

Vi må derfor advare mod en kødelig ”Israel-fobi”, som kaster korsets evangelium i skyggen.  Vi skal agte på det  profetiske ord, men vort kald og vor tjeneste adskiller sig ikke fra apostlenes.  Den fremste af dem alle, nemlig Paulus, sagde:  ”Bliv mine efterfølgere!”  (1. Kor. 4:16)

-jn