Forside Artikler "Lad jer ikke skræmme!"
"Lad jer ikke skræmme!" Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 03. oktober 2016 06:49



Sådan skriver Paulus til kristne, som havde fået en bestemt  forkyndelse galt i halsen ang. "Herrens dag" og Hans komme ("vor samling med Ham").  2. Tess. 2:1-2.  Nogle "korrektiver" var derfor nødvendige.

Jeg tillemper her hans ord i en bestemt anledning.  Der findes "belærende" røster blandt os med skræmmebilleder angående vort forhold til statsmagten, som fremstilles som en forfølgende fjende af fri, evangelisk forkyndelse i vort land.  Men dette er ikke sandt.

Statsmagten blander sig ikke i nogen evangelisk forkyndele i "det åbne rum". Loven forbyder dig ikke at vidne om Jesus dér, hvor du færdes!

Statsmagten har godt nok en ubibelsk statsreligion (folkekirken) med en vederstyggelig homovielseslov, automatisk genfødelse i barnedåben, fornægtelse af Bibelen som eneste autoritet, frelse ved sakramenterne, lov om kongen el. dronningen som kirkens formelle overhoved, m.m.

Men den forfølger ikke de af os, der "taler Roma imod" og kalder synd for synd og forkynder Kristus og "ordet om korset" om det fortabte menneskes - også døbte menneskes - absolut eneste redning.

Der er nu lovforslag fremme om tvangskursus for frikirkepræster, der ønsker vielsesret ("Enighedspapiret").  Det har sin oprindelse i konflikten med de såkaldte "hadprædikanter", især fra muslimsk side, som myndighederne ikke vil give frie tøjler.  Dette vil også komme til at gælde frikirkesamfundene, der ønsker vielsesbemyndigelse.  Men kun for dem.

De, som befinder sig "udenfor lejren" (den religiøse lejr), har stadig frihed  til at forkynde evangeliet ude blandt mennesker, hvoraf mange er af fremmed herkomst.  Denne frihed skal vi skønne på, for den kan vi ikke regne med altid vil være til stede.  Forfølgelse vil ikke kun gælde kristne i den 3. verden.  Endnu blander staten sig ikke hos os, men hvor længe?

Endnu nu er der ingen grund til at lade sig skræmme.  Ja, endnu! Evangeliets frihed er endnu ikke taget fra os, så endnu må vi sige med apostlen:  Vé os, om vi ikke forkynder det!  1. Kor. 9:16.

3.10.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)