Spørgsmål: I 2.Mos 24,10 leser vi:  "Og de så Israels Gud. Under hans føtter var det likesom et gulv av gjennomsiktig safirsten, klart som selve himmelen." Så kommer vi til Joh 1:18, "Ingen har noensinne sett Gud. Den enbårne Sønn, som er i Faderens favn, han har forklaret ham." Hvordan kan det stå i Bibelen at de så GUd, og et annet sted står det at ingen har noensinne sett Gud? Det samme leser vi i 1 Joh 4,12. I Jes 6,1 leser vi at Jesaias vå Herren sitte på en høy trone. Hva er forklaringen på dette?

Svar:  At se Gud har i bibelsk sprogbrug 2 betydninger.  Det kan enten betyde at se Ham direkte uden nogen begrænsning, hvilket det ikke er givet noget menneske på jorden.  Og det slår Joh. 1:18 ganske rigtigt fast som nævnt i dit spørgsmål.  "Han bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set ej heller kan se!"  (1. Tim. 6:16).

Men alligevel "ser" vi Ham med troens øje og gennem ordets åbenbarelse af Ham.  Den prøvede Job havde ikke set Gud direkte, tværtimod er hans lidelseshistorie en beretning om en skjult og fjern Gud i et gudsforladt liv.  Men da Herren havde fået talt ud med Job, siger denne prøvede mand, som Herren trods alt 3 gange i kap. 42 benævner som "min tjener":  "Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig!"  (42:5).

Dette er den anden betydning af at se Gud.  I troslivet gør vi dog erfaringer med Herren, som Ånden herliggører for os gang på gang, og i den forstand kan vi med Hebr.br.´s forfatter sige: "Ham (Jesus) ser vi."  (Hebr. 2:9).

Når Herren siger:  "Dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på Ham, skal have evigt liv..."  (Joh. 6:40), så er der igen tale om det "syn" på Ham til frelse, som Helligånden giver ved evangeliets forkyndelse.  De vantro jøder så Ham for deres øjne, men ikke med Åndens opladte øjne og fortsatte med at kritisere Ham (se v. 41).

Jeg elsker det kor i en sang, jeg husker så godt fra Norge:

O, lad mig se dit ansigt, kære Jesus,
ja, lad mig glad på al din herlighed,
du har jo sagt, at du vil byrden bære,
når træt jeg segner i min ensomhed!

Esajas vidner om, at han så "Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen"  (Es. 6:1).  Denne herlighedsåbenbarelse, som udgik fra Hans trone, kan du gerne sige, var en åbenbarelse af Herren, men dog ikke ubegrænset, men nok til at han kunne sige, "Jeg så Herren!"

Ezekiel fik en lignende syn, men i skikkelse af et menneske i stor stråleglans,  - en åbenbarelse af Kristus i Hans majestæt, inden Han iklædte sig kød og blod for at frelse os. Han fik i et syn en forsmag på Kristus som den herliggjorte Herre efter Golgata-værket. Han kalder dette syn "Herrens herlighedsåbenbarelse"  (1:28), men han skuede dog stadig ikke Gud i absolut forstand.

I denne nådens tidshusholdning er det vort privilegiun i ordets spejl fortløbende at skue Herrens herlighed, som forvandler vort trosliv "fra herlighed til herlighed"  (2. Kor. 3:18).  Et sådant liv behøver ikke at gøre reklame for sig selv, men vore omgivelser ser det og undres. - jn 31.8.16 -