Disse ord får vægt pga manden bag dem.  Ak, der findes "overåndelige" forstå-sig-på-magere i lighed m. Jobs venner.  De siger meget sandt uden Guds vilje (se 42:7).

De havde "fromt" udæsket ham med vendingen:  "Hvad véd du?" (11:8, 15:9, 34:33).  De ramte tilsyneladende plet, for i hans svære prøvelser var det ikke meget, Job vidste.

Men da var det, hans troende sjæl alligevel måtte udbryde, hvad han trods alt vidste og havde fået Åndens vished for:  "Jeg véd, min Genløser lever!" Hvilket vidnesbyrd! Hvilken forløsende vished midt i uvisheden!

Hvor jeg dog selv behøver Jobs bog igen og igen, thi hvor ofte har jeg ikke i åndeligt overmod været som hans venner og sagt mange "fromme" ting uden "rettidig omhu" - dvs. uden den rette hjælp til en fortvivlet ven!

Jeg havde en gang en god ven, en dansk-norsk forkynder, Th. Mundus, som betød alt for mig.  Han regnedes den gang for en af Nordens største bibellærere og var samtidig en sjælevinder.  Men han var en prøvet mand, både rent legemtligt og med megen uret, der blev begået imod ham.

En dag mødte han i Oslo en kristen ingeniør, en af hans  modstandere.  Mundus blev heftig, og ingeniøren spurgte overlegent:  "Er du nu sikker på, du taler i den Helligånd?"  Og så citerede han bibelord.

Mundus svarede:  "Du citerer Guds ord, men jeg kan også citere  Guds ord for dig:  "Den fortvivlede mands ord hører vinden til!"  (Job 6:26, eng.ovs.).  Det var den fortvivlede Job, der talte sådan, fordi han var fortvivlet, og hans ord gjorde den prøvede Mundus også til sine.

Som ung var jeg en gang i Norge i dyb fortvivlelse efter en møderække.  Den ven, som jeg boede hos (hans navn var iøvrigt Paulus!),  blev ved at sige til mig:  "Jamen, Jørn, du er da en Herrens tjener!"  Men jeg var utrøstelig.  Job følte det på samme måde, langt mere intenst, men blev dog 3 gange i kap. 42 af Herren kaldt:  "Min tjener!"  Det fik jeg trods alt også lov at være trods min uværdighed og begåede fejl, for "jeg tror, at også jeg har Guds Ånd!"  (1. Kor. 7:40).  26.8.16 - jn