Ved en spørgerunde efter et blændende foredrag for nylig, her i Næstved,  om nydanskeres integration, hvoraf mange ifg. foredragsholderen er kristne og samles i såkaldte ”migrationsmenigheder”, udtalte en tilhører:  ”Jeg er bange for islam!”

Prompte lød det fra et andet sted i salen – fra en kvinde:  ”Jeg er mere bange for de kristne!”

Hendes pointe var ikke at bagatellisere islam, men at udtrykke beskæmmelse over, hvor lidt  vi kristne har interesseret os for at bringe Kristi evangelium  til vore medmennesker, fx muslimerne og andre af de fremmede i landet.  Evangeliets missionskald har nemlig altid være menighedens absolut ømmeste punkt.

Islam er sig sit missionskald mere bevidst end vi kristne er vores.  Islam har – ligesom evangeliet - et verdensomspændende sigte, og jeg hørte netop fra kompetent hold, at Danmark er udset til inden så og så længe at blive omdannet til en muslimsk stat – et kalifat.  Sker det, er det fordi vi ikke har fortjent bedre.

Jamen, så skal vi måske alligevel være bange for islam!  Nej, vi bør være bange for os selv og for vor egen svigt.  I mange tilfælde har vi som kristne været mere optaget af interne spørgsmål og interne programmer end at forkynde evangeliet.  Mht islam har vi været tilbøjelige til mere at tænke politisk end evangelisk.  Vort kendskab til de fremmede i landet beror mere på tvivlsomme informationskilder end personlig berøring med de fremmede. Men Kristi evangelium bør udelukkende være vor inspirationskilde.  ”Se jer om, mine herrer, der er ikke noget folket så gerne vil høre som evangeliet!” (Spurgeon).

Jeg kender bekendende kristne, som  uden at rødme sympatiserede med Jyllandspostes hån, spot og latterliggørelse (JP´s egne ord) af muslimerne.  Det er forståeligt, at det gudløse Danmark kan gøre det, men genfødte kristnes indstilling burde være en ganske, ganske anden, nemlig evangeliserende.

Ak, den vision er gået tabt i den kristne menighed.  Billy Graham havde ret:  ”Menigheden er blevet til en missionsmark i stedet for en missionsmagt!”  Vi skulle være det sidste, men er det ikke.  Og derfor bringes vi let i defensiven, uden åndelig salt, - og med frygt og forsagthed i stedet for evangelisk frimodighed.

”Ve mig, om jeg ikke forkynder evangeliet!”  (Paulus, 1. Kor. 9:16)

-jn-

17.2.09