Der er nu er så lidt gehør for "evangeliet om Jesus" (Ap.G. 8:35), at selv kristne, er blevet så   opslugte af verdslige sysler (2. Tim. 1:4), at de simpelthen ikke kan "gøre en evangelists gerning" (2. Tim. 4:5).

Dette være sagt uden brod mod nogen, for den rettes mod mig selv først.  Alligevel befinder jeg mig pludselig i en stue på Amager sammen med iranske venner, som viser mig ældre mand østerlandsk ærbødighed og er spændte på, hvilket ord jeg nu har til dem.  Jeg sagde til dem:  "Også idag vil jeg tale om kun tre ord, nemlig:  Hvem er Han?  Hvem er Jesus?"

Vort samvær havde som udgangspunkt Mt. 16:13-18 på 2 sprog.

Jeg fortsatte:  "På torvet i Teheran ville jeg nok blive budt velkommen, hvis jeg bekendtgør, jeg er dansk og min dronning hedder Margrethe."  De vil måske sige:  "Tag din dronning med næste gang, du kommer!"

"Men hvis jeg så siger:  "Jeg har også en Konge, en kongernes Konge, hvis navn er Jesus Kristus, som har forvandlet mit liv", ville jeg hurtigt blive  smidt i fængsel og blive pisket eller måske blot partout udvist."

Hvorfor giver min Messias anledning til dette fjendskab?  Iranerne lyttede. Her var pludselig en sprække for evangeliet.
 
Jeg sagde:  "Vil I have beviset på, at det, jeg siger om Kristus, er sandt?"  De så på mig.  "Beviset er mig selv!"  I en sådan situation er det bibelsk at pege på sig selv (det gjorde Paulus flere gange) og vidne om den radikale omvæltning, der ved Kristus er sket for tid og evighed.

Har samværet med iranerne givet mig endnu mere smag på evangeliet?  Ja, titusinde gange ja!  Er vilkårene for at forkynde Kristus blevet bedre?  Åh nej, de vil blive værre og værre i mit land, men vi skal ikke resignere, men stå så meget mere fast og "stride for troen på evangeliet" (Fil. 1:27).

4.8.16 - jn