Kristne i USA er selvsagt optaget af, hvem de skal give deres stemme ved besættelsen af verdens mest magtfulde stilling.

Sådan som vi herfra lærer Trump og Clinton at kende, bli´r det:  pest eller  kolera!  Et lederskab, der går ind for fx "same sex marriages", dvs. homoseksuelle ægteskaber, har dømt sig selv.  Donald Trump er godt klar over, at han i sit lyssky liv har mange synder på samvittigheden, men dem skal han nok selv og ingen anden klare for ham, har han engang udtalt.

Den aldrende Hillary er måske i det ydre et "pænere" menneske  uden flere forliste ægteskaber, men også hun har synd at bekende, som hendes overstrømmende smil og gestikulerende kropssprog ikke kan dække over.

Kristi efterfølgere er hverken apatiske el. passive.  Mange vil måske, med god grund, helt undgå et pest-eller-kolera-valg og heller pege på Kristus som det enkelte, ulykkelige menneskes eneste Frelser i denne åndelige midnatstime, inden Herren snart siger:  "Nok er nok, - regnskabets time er kommet, som jeg har forudsagt, og jeg lyver ikke!"

Vort kald er ikke euforisk at råbe: "Make America great again!" men lige op i ansigtet på løgnens og demagogiens store show forkynde og vidne om evangeliet, selvom der kan være "overåndelige" kristne, som mener, at dette ikke er åndeligt nok.  De vil hellere have "tegn og undere" m.m.

Jeg personligt kan umuligt dele ethvert teologisk synspunkt, men jeg er enig med dem, der trods meningsforskelle indser, at evangeliet er Herrens sidste marchordre, og vi har ikke fået noget ekstra "budskab" på dansk el. "i tunger" om, at denne dagsorden er blevet ændret.

Den store udfordring findes udenfor de beskyttende kirkemure med vort  selvoplevede vidnesbyrd.  "Vidnesbyrdet, min søn,  er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed", sagde John Wesley´s far til sin søn, før han døde.  Som vi véd tog Wesley hans ord alvorligt.  Gør også vi det?

26.7.16 - jn