Forside Artikler Evangeliserende kirkekaffe
Evangeliserende kirkekaffe Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 18. Juli 2016 07:38


"Jeg har lyst til at gå hen i kirken og drikke en kop formiddagskaffe med gamle Jørgen (90)", sagde jeg til min kone, "men jeg når ikke til selve gudstjenesten."

Så jeg kom til kaffetid og blev fra alle sider modtaget venligt og gæstfrit, og straks stod  en gammel bekendt parat med kaffekande og småkager.

Jeg fandt min ven siddende med præsten (en sommerferie-vikar) i ivrig samtale.  Et pragtfuldt syn, som jeg kunne have ønsket et billede af!  Jeg satte mig ved hans bord og ventede, mens jeg underholdt mig med et par andre bordfæller, bl.a. en godmodig, ældre enkemand (88).

Så kom også Jørgen. "Hvad talte I om?" spurgte jeg forsigtigt.  "Om  omvendelse!" lød svaret.  Det blev nu samtaleemnet ved bordet.  Den gamle enkemand var dog temmelig uforstående.  "Når man går i kirke, er det vel, fordi man tror?" spurgte han troskyldigt.

Jeg sagde venligt til den 88-årige:  "Du kan sidde hver søndag i en stald, men det gør dig ikke til en hest!"  Og du kan sidde i en kirke søndag efter søndag, men det gør dig ikke til en kristen!"  Og jeg mindede ham om Herrens alvorsord til den religiøse leder, Nikodemus:  "I må fødes påny!"

Vi fortsatte i det spor.  Gamle Jørgen forlod os med sin veninde, og jeg var nu alene med enkemanden. Han sagde til mig:  "Netop derfor har jeg savnet dig her henne, så vi kunne tale sammen!"

Vi fulgtes til parkeringspladsen, og jeg sagde:  "Bliv stående et øjeblik, jeg vil bede for dig!"  Det lod han til at sætte pris på.  Og jeg fortsatte at bede for ham også derhjemme.  Og igen mindedes jeg Billy Grahams ord:  "Kirken er ikke længere en missionsmagt, men en missionsmark!"

Ja, "kirken" er i dette tilfælde folkekirken, som desværre er et skjulested for mange religiøse, men uigenfødte, verdslige verdensmennesker.  Nogle tør ikke nævne Herrens navn overfor dem (ligesom i Amos 6:10), men vil hellere tale forblommet om "kristendom".  Men deri er ingen frelse!

18.7.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)