"Herre, jeg elsker dit hus, hvor din herlighed bor!"  Sl. 26:8

Engang da jeg sad i en kirke og snakkede med min sidemand inden selve gudstjenesten, blev jeg af en anden kirkegænger bedt om at være "stille i Guds hus".  "Bedeslagene" var begyndt, og det er signalet til stilhed.

Var jeg i Guds hus?  Ja, det var jeg ifg. nævnte kirkegænger.  Samme besked ville jeg sandsynligvis have fået i en katolsk kirke, en moské eller et hindu-tempel.  Jeg er gæst og må vise respekt dér, hvor jeg er på besøg uanset min egen opfattelse af, hvad der er Guds hus.

For i Guds hus vil jeg være.  Dér bor nemlig Guds herlighed, og dette åndehul vil jeg derfor elske.  "Herre, jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor!"  Men hvor er det sted?  Hvor er Guds hus?

Det svarer Skriften klart på.  "Hans hus er vi", Hebr. 3:6, og "vi" er Guds folk, ej hvem som helst. Herom har Biblen meget at sige.  Kristi kirke  er ikke mursten, men "levende stene"  (1. Pet. 2:5) alle vegne (1. Kor. 1:2), hvor blot to eller tre er forsamlede til Hans navn.   Mt. 18:20.

"Guds hus kan endda være på pigernes sovesal", sagde lidt udæskende en af vore ledere på min ungdoms missionsskole. Han havde ret. Når vort lille hjem fyldes med Guds folk, er vi pludselig i Guds hus, hvor "din herlighed bor."   Da oplever vi sandheden af Davids ord:  "De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står til!"  (Sl. 16:3)

Ganske vist opfører "de hellige" sig ikke altid lige pænt overfor hinanden, når "kødet" (selvet) råder.  Det problem kendtes også i Paulus´ dage.  Men det skal ikke afholde os fra ydmygt og med et tilgivende sind overfor hinanden at pege på den opstandne Kristus, for det er jo Hans herlighed, Guds hus fyldes med, om end dette hus så kun består af to eller tre!

Vort hjem fyldes ikke bare med Guds folk, men også med dem, vi gerne vil vinde for vor Herre Jesus Kristus!  Da bliver Guds hus i bogstaveligste forstand til et missionshus! For vor mission er jo - mission!

8.7.16 - jn