Moses Hansen skriver idag ganske rigtigt og perspektivrigt, at afstemningsresultatet i England ud fra Guds synspukt er ganske ligegyldigt, men hvad der ikke er ligegyldigt er vor fornyede opvågnen til vort kald som evangeliets ambassadører i denne opløsningens og rådvildhedens tid (Luk. 21:25).  Jeg er enig.

Min egen avis "Sjællandske", der trods sin verdslighed  i Guds suveræne nåde har givet mig frihed  til at meddele evangeliet  til tusindvis af læsere,  har også idag bragt et lille "bjæf" i en artikel, som her kun bringes i koncentreret uddrag  som svarartikel til en fremtrædende sognepræst der harcelerer over de "slatne" kristne:


Slatne kristne - hvem er de?
(artikel i dagens avis i uddrag)

På et lokalt debatmøde bemærkede en deltager  under kaffen:  "Jeg er bange for islam!"  En anden deltager, en kvinde,  svarede tørt:  "Jeg er mere bange for de kristne!" 

Hendes pointe var nemlig, at hvis bekendende kristne  virkelig mener alvor som Kristi efterfølgere, er der ikke noget at være bange for. Men lad os se det i øjnene: Danmark er ikke noget kristent land trods grundlovens paragraf 4, der lover statsstøtte til den evangelisk-lutherske folkekirke.  Denne gummiparagraf hindrer ikke  hedenske tankegange.

Men Kristi disciple lader sig ikke uden videre integrere af hedenskab.  Lad dem bare komme an allesammen:  muslimer, buddister, Asa-tilhængere, ateister eller andre "-ister",  men der vil stadig være en "saltholdig" evangelisk minoritet mod hele tidsånden.  I øjenhøjde vel at mærke.

En sådan minoritet har p.t. en retssag i Østre Landsret kørende mod kirkeministeriet med påstand om grundlovsbrud, fordi  grundlovens paragraf 4 ikke er overholdt, eftersom man stik mod Martin Luthers lære og kirkens oprindelige bekendelse har indført loven om homovielser,som utvivlsomt vil blive tolket iht den rådende, gudsfjendske opinion.

"Jamen, homoseksualitet er imod Guds ord", indvendte en af mine venner overfor en lokal sognepræst, som affejende svarede:  "Hvem véd, om det også er Guds ord?" 

Her lyder netop en tale  uden saltets kraft.  Bibelen, som skulle være nationalkirkens hovedbekendelsesskrift, er i virkeligheden en delvis lukket bog, som ikke tages for pålydende og hvis hovedperson Jesus Kristus kun et et navn  eller "punkt" i en monoton trosbekendelse , hvad den gemene hob også instinktivt mærker.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Europa afventer i skrivende stund et forløsende svar på den politiske rådvildhed.  Det kommer ikke.  Jo, det kommer!  Men er udelukkende knyttet til løftet:  "Jeg kommer igen!"

jn- 24.6.16