Forside Artikler "Lad det idag kendes..."
"Lad det idag kendes..." Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 17. juni 2016 06:29


I dagens øjeblikkelige situation vrimler det med ubesvarede spørgsmål.  Overfor diverse kriser.  Religiøst og politisk.  Politikere svarer ikke på det, de bliver spurgt om af den simple grund:  De kan ikke.

Europa og hele verden venter på den "karismatiske" demagog, som i endens tid skal forføre masserne, fordi han vil slagfærdigt besvare tidens spørgsmål, som får verden til at dåne.  Om ham har Bibelen meget at sige.  Han er Satans sidste udspil mod Kristi herredømme, - Antikrist.

Men Guds folk venter ikke på svar.  Ingen bog er så "brandaktuel" som den udskældte Bibelbog, som kaster os i armene på Ham, som svarer på vore bønner.  En ikke-kristen,  muslim, en navnkristen el. ateist, vil lytte til  dit selvoplevede vidnesbyrd om en bønhørende Gud i hverdagen.

En af vore ikke-kristne venner sagde sidste lørdag efter at have lyttet til Guds ord:  "Vil du ikke nok bede for min eksamen på tirsdag. Jeg er så nervøs!"  Det "responderede" mit hjerte på, og dette ord blev levende for mig: "Lad det idag kendes, at du er Gud i Israel, og at jeg har gjort alt dette på dit ord!"  (1. Kg. 18:36).  Endnu et "praktisk" bønneemne blev nævnt. Gud bønhørte dem begge. 

Så læste jeg imorges endnu et ord om samme sag:  "Spørg idag Herrens ord!"  (1. Kg. 22:5 ifg. flere eng. oversættelser), og sådan står der i min "antikke" Bibel fra 1800-tallet:  "Kære, spørg idag om Herrens ord!"  Da mærkede jeg atter Guds smil: Herrens ord er dagens aktuelle svar.

Med andre ord:  Jeg skal ikke indbyde til teologiske foredrag eller ortodoks "korrekthed", men til samling omkring Herrens levende ord med vor opstandne Kristus i vor midte til åndelig, bønhørende opvækkelse.

Og som en evangeliets vækkelsesforkynder i Norge en gang udtalte til pressen:  "Vækkelse er, når mennesker begynder at spørge efter Gud!"

17.6.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)