Forside Salmer En salme om Herrens nadver
En salme om Herrens nadver Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 15. juni 2016 08:42


(Læs 1. Kor. 11:23-26)

Mel.:  Guds Søn kom ned fra Himmerig.... (Dansk Salmebog 488, Norsk Salmebok 335)

Om Herrens nadver hør Guds ord,
som Bibelen os lærer,
det er en vældig sandhed stor,
som frelsesværket ærer,
vi her forkynder Kristi død,
hvori er sænket syndens nød,
som tungt vi nu ej bærer!

Men nadveren er kun for dem,
som Jesus Kristus kender,
ej andet fører frelst dig frem,
men som fortabt du ender,
om du ej har modtaget Ham
som netop det Guds Offerlam,
der hjertet varmt antænder!


Vær for det selvbedrag på vagt,
hvis du dig falsk indbilder,
at du ved denne nadverakt
en hellig Gud formilder!
Er du ej genfødt ved Hans Ånd,
ej hjælper brødet i din hånd,
om frelsen du forspilder!

Ja, nadveren er for hver sjæl,
som Ham på Tronen priser,
der ved sit kors har alt gjort vel,
vi derfor brødet spiser
og ihukommer Kristi død,
til ved en genkomsts morgenrød
Han sig fra Himlen viser!


15.6.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)