I en lille eftermiddagssamling var den røde tråd i studielederens undervisning, at ikke blot havde vor Frelseren båret vore synder på Golgatas kors, men Han havde også dér båret vore legemlige sygdomme.  Pointet var, at ligeså lidt som vi mere skal være plaget af vore synder, ligeså lidt skal vi mere være plaget af legemlig sygdom.  Budskabet var ikke, at Herren kan helbrede os, når det er Hans vilje, men at det altid er Hans vilje at helbrede i kraft af Golgata.

Et nøgleord for denne i øvrigt udbredte lære er Esajas 53:4,5:  ”Og dog – vore sygdomme bar Han, tog vore smerter på sig….vi fik lægedom ved Hans sår.”  Her siges det jo med rene ord, at vor Herre Jesus Kristus, som hele dette kapitel profeterer om, har båret vore sygdomme – og altså ikke bare vore synder.

Underviseren gjorde i stærke vendinger gældende, at denne forkyndelse mangler i dag.  Vi hører kun om frelsen ved syndernes forladelse (Luk. 1:77), men meget lidt om fysisk helbredelse, og derfor er menigheden i den forfatning, den er.  Omvendt ville folk snart stå i kø for at komme til møder, hvis evangeliet om helbredelse fra sygdom fik lov at slippe til.  Hævdede altså taleren.  Som ex nævntes en kendt, dansk helbredelsesprædikant, som p.t. samler fulde huse.

Men lærer Bibelen virkelig, at Kristi forsoningsværk også indbefattede helbredelse fra sygdom?  Prøv at slå op på Matt. 8:16-17:  ”Da det var blevet aften, førte de mange besatte til Ham, og Han uddrev ånderne ved sit ord og helbredte alle lidende, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger:  ”Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.”   Hvornår blev med andre ord Esajas 53:4, 5 opfyldt?  På korset?  Nej, under Hans jordevandring!

Betyder det, at Herren ikke helbreder i dag?  Selvsagt ikke, for det er der mange ex på.  Men Han gør det ikke altid, og det er en fejlagtig slutning af Es. 53, at vor legemlige sundhed er lovet os i kraft af Golgata på samme måde som tilfældet er med vore synders forladelse.  Es. 53:4 blev ikke opfyldt på korset, men i forb.m. Herrens tjeneste på jorden.  Jeg gentager for ej at blive misforstået:  Herren helbreder stadig, men ikke altid.  Erfaringen bekræfter da også dette.

Til sin unge ven, Timoteus, skriver apostlen:  ”Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder (norsk: sygdomme)”, 1. Tim. 5:23.  Timoteus plagedes ikke af syndens skyld og herredømme, men dog af legemlige forkrænkeligheder (sygdomme). -  I 2. Tim. 4:20 skriver apostlen:  ”Trofimus lod jeg blive i Milet, da han var syg.”  Hvad der videre skete med Trofimus, véd vi ikke, men da var han i hvert fald syg.

I nævnte lille flok sad flere syge mennesker, som gik hjem lige så syge, som de var kommet, men de lagde ydmygt  deres liv i Herrens hænder og til Hans  fuldkomne vilje. Dér står vi  alle.  Dermed stadig ej sagt, at Herren ikke helbreder, men ikke altid.  Det troede jeg dog  på eet tidspunkt i min ungdom under stærk indflydelse af ”helbredelsesprædikanter” (som i øvrigt tit selv bukkede under for sygdom!) og forkyndte da konsekvent for de syge, at det var Herrens absolutte vilje at helbrede dem, om de blot ville ”tage Ham på ordet”.  Jeg behøver ikke at fortælle, hvilke vanskeligheder det i praksis førte med sig.

Men…. har du et andet syn end det her fremlagte, lad os ikke ukærligt strides herom, men hellere gøre som jøderne i Berøa:  ”De tog imod ordet med god vilje og granskede dagligt skrifterne, om dette forholdt sig således.”  Ap.G. 17:11.

-jn-

6.2.09