Forside Artikler Hvad er pinse?
Hvad er pinse? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 15. maj 2016 06:15


Det er intet Kristus-troende menneske i tvivl om.

 Pinse er  en selvoplevet Kristus-erfaring, hvor Han ved sin Ånd indtager hjertet, og at Han nu ikke mere er en del af en monoton trosbekendelse fremsagt om søndagen henne i kirken, men  at troende mennesker nu nu ser Kristus i hinanden:  "Kristus i jer, herlighedens håb!"  (Kol. 1:27).

"Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer?  Ellers står I ikke prøve!" siger apostlen i 2. Kor. 13:5.  Sådan mærkes pinsen i praksis.

Altså:  Den Kristus-forherligende Helligånd (pinse) i os er det mærkbare pant på den kommende herlighed, hvis virkekraft blev synlig på pinsedagen og har fortsat gennem menighedens historie til denne dag.

Pinse er, når Bibelen ikke mere står livløst i reolen (som i mine uomvendte dage), men at den opleves som  "indblæst af Gud"  (2. Tim. 3:16), fordi du selv er blevet "blæst på" af Guds Ånd.  Da det under skete i mit fortabte liv, fik Bibelen et ganske andet "ansigt", og jeg kunne sige med Jeremias:  "Mig blev dit ord til fryd og hjertens glæde!"  (Jer. 15:16).

Pinsen sætter skel mellem død religion og Livet i Kristus (med stort "L").  Dette skel er vigtigt ej mindst i den vestlige verden med de mange døde kirker, og derfor forstår jeg så godt, at Billy Graham har prædiket over denne tekst, måske mere end nogen anden tekst:  "Du må fødes påny!"

Den personlige pinse kender du i hjertet, når du i selskabelig sammenhæng bliver bedt om at "sige noget", holde "andagt",  læse et bibelord, fremsige en bøn, o.lign. 

Du kender da straks en indre Åndens tilskyndelse til at vidne om pinsens herliggjorte hovedperson, den opstandne Herre Jesus Kristus, ikke som et "både-og-svar", men som et enten-eller skel mellem løgn og sandhed, mellem sandhedserkendelse og selvbedrag, mellem død bogstavstro og "Åndens nye tjeneste"  (Rom. 7:6) - kort sagt: mellem død og liv.

Hvad er pinse for dig?  Et indre Åndens Kristus- vidnesbyrd eller blot en fridag?

15.5.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)