Før vi satte os til bords igår ved et dejligt guldbryllup, hilste jeg på en ung mand med et lille sølvkors om halsen og spurgte som jeg ofte gør i lignende situationer:  "Hvad betyder dette kors for dig?"

Han fortalte, at korset var en gave fra en onkel, som havde "kreeret" dette smykke, men at det også var hans måde at tilkendegive sin tro på.  Den unge mand virkede oprigtig, så vi nåede at samtale lidt herom.

I morges sundede jeg mig lidt på gårsdagens fest med gode kristne, og den unge mand (30) stod igen levende for mig.  Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke senere havde fået vekslet flere "opbyggelige" ord med ham under festen.  Det var der dog dårlig tid til det pga. festens rigtholdige  program, diverse talere og så den pompøse banket, som fortjente, vi gav os god tid.  Og min rolle var jo trods alt gæstens tilbagetrukne.

Det var en kristen fest, og de holdte taler havde næsten obligatorisk et  bibelord at slutte af med.  Og det var da også, som det skulle være.

Men...jeg tænkte uvilkårligt på alle de "verdslige" selskaber, jeg i årenes løb også har oplevet med den interessante erfaring, at det ofte dér var lettere for mig at vidne om Kristus end blandt "frelste" troende, ja på tomandshånd, overfor en borddame, under kaffen, mellem pauserne, etc. -  spontant og uforberedt og dog "altid rede" (1. Pet. 3:15).

Det betyder ikke, at jeg forklejner eller desavouerer "fromme" selskaber (så lidt som Jesus gjorde det!), men "udfordringen" er især stor blandt ikke-kristne, hvor det "slidtærke" hverdags-evangelium  bli´r højaktuelt.  Og så tænker jeg på den unge mand med sølvkorset om halsen...
8.5.16 - jn