"Det er godt at takke Herren, lovsynge Hans navn, du Højeste, ved gry forkynde din nåde, om natten din trofasthed til tistrenget lyre, til harpe, til strengeleg på citer!"  (Salme  92:2-3).

Martin Luther sad ikke hele tiden begravet i teologiske opbyggelsesskrifter udi latin, græsk og hebræisk, men ønskede, især for børnenes skyld, at fylde sit hjem med sang og musik og skrev selv mange tekster.  Internationalt kendt blev "Vor Gud Han er så fast en borg..."

Sådanne glade, lovsyngende hjem akkompagneret af god musik og skønne barnestemmer ses ikke så tit mere.  Der henvises i stedet til et eller andet kirkerum med en sophisticated platfom, hvor andre tager over.  En af mine venner præsterede at sige:  "Den slags hører hjemme henne i menigheden, ikke i private hjem."  Men hun tager grueligt fejl.

Vort gode klaver, som jeg arvede fra min morfars hjem, ønsker jeg skal have en central plads, når stuen fyldes med folk.  Selv har jeg ikke arvet familjens talent for musik, men må nøjes med at skrive tekster og klemte lidt for mig selv.  Men for nylig kom klaveret til sin ret, da distriktets talentfulde provst besøgte os med sin familje med mange andre.

Da tænkte jeg på Luther og hans sangglade hjem.  Jeg har kendt andre sådanne hjem og håber de ikke dør ud.  Det var frydefuldt at høre børnene synge i vilden sky - og de voksne med - akkompagneret af provstens smukke harmonier.

"Findes der ikke et sted, hvor jeg kan blive fri for al den sang?" vrissede en gang en togpassager til en flok unge i kupeen, som sang glade, evangeliske sange.  "Jo, i helvede!" fik han til svar.  Det vakte ham!

30.4.16 - jn