Forside Artikler Begravet og opstanden med Kristus
Begravet og opstanden med Kristus Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 24. april 2016 07:14



Det varmede mit hjerte, da jeg i radioen hørte en pige begrunde sin konfirmation: "Det betyder noget for mig at bekræfte, at jeg er begravet og opstanden med Kristus!"  Det gav hos mig genklang, eftersom hverken  mængden af vand eller tidspunktet er afgørende, men troens erkendelse af foreningen med vor Frelser  i Hans død, begravelse og opstandelse.

Den unge pige var klar i mælet.  Det var også en ung mand, der blev "humanistisk" konfirmeret:  "Jeg ville lyve, hvis jeg var gået med til noget, som jeg ikke tror på.  Jeg tror ikke, og jeg er ikke en kristen!"

Klar tale  i så vigtig en sag - uden uforløsende tågesnak.

 Den unge piges Kristus-bekendelse får mit højlydte "Amen ". Så længe Kristus og Hans evangelium, som apostlen i 1. Kor. 15:1-4 fandt det nødvendigt at minde den åndeligt splittede Korinter-menighed om ("Jeg vil minde jer om det evangelium, som jeg forkyndte jer...", v. 1), har jeg ingen overvældende lyst til at tale imod barnedåben som sådan.

Men nej til statsreligionens lære om, at (som det hedder i ritual-bønnen), "du (ved dåben) gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv".   Dette ritual er præsterne  forpligtede på i en sådan grad, at hvis præsten ændrer på ritualet og siger til  og ikke "i" den Treeniges navn (som ifg. grundteksten er den korrekte oversættelse af det græske forholdsord "eis"),  så kan præsten fyres.

Jeg har mere sympati for dem, fx metodisterne, der godt nok barnedøber, men uden at lære genfødelse i dåben, som mere er en bøn om barnevelsignelse.  For de små børn hører jo allerede Himmeriget til.

Jeg elsker denne "klassiker" fra  Syd-Norge, hvor sognepræst Lindeland i sin velkomst til det benådede vækkelsesredskab Albert Lunde (som var "baptistisk" døbt) sagde:  "Albert og jeg er nok så enige, også når det gælder dåben.  Der er bare det ved Albert, at han ønsker lidt mere vand end jeg!"  Og så blev evangeliets forkyndelse betroet Albert Lunde i sognekirken i Sirdal.  For netop om selve evangeliet var der fuld enighed.

24.4.16 - jn 

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)